Digteren Johannes L. Madsen (1942-2000) havde et noget fortumlet livsforløb: Efter at have strejfet gennem seks skoler, et drengehjem og diverse ufaglærte job måtte han - på grund af en ulyksalig interesse for kombinationslåse - tilbringe flere år bag tremmer. I fængslet blev han på den mest mærkværdige måde forfatter: Som han selv fortæller det, begyndte det med, at han »rakte hånden ud efter en tilfældig bog på biblioteket, idet jeg lod hånden blive ført af ånden«. Bogen, han fik fat i, var Morten Nielsens digte, og kort efter traf han Danmarks første konkretistiske poet, Vagn Steen, som så et talent i denne utilpassede ungdomsforbryder, fodrede ham med bøger og præsenterede ham for den litterære offentlighed. Det skete i 1965, og de følgende ti år udfoldede Johannes L. Madsen en heftig litterær aktivitet: Det formelig væltede ud af ham med digte, tekster, romaner, skuespil, børnebøger og meget andet. Fra 1975-80 aftog den rasende raptus i styrke, og de sidste tyve år af sit alt for korte liv tilbragte Madsen i litterær tavshed, fjernt fra offentlighedens søgelys - og fra hvad de fleste forstår som en normal tilværelse.
Sære syresyner
Lyt til artiklen
