0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frysende fornemmelse

J. Wallis Martin har kuldslået sans for forbryderiske scenarier, men hendes detektiver er lidt småkedelige.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Fuglegården' starter iskoldt og effektivt, en novemberdag. En saneringsmoden ejendom skal smadres med en jernkugle. Det er et job, der kræver sin mand, og nede på den frostglitrende jord går de små mennesker, kollegerne, der indimellem bringer ofre i form af te og cigaretter.

Nedrivning er et håndværk: »Det var folk slet ikke klar over, tænkte han. Folk troede, at man bare kunne smadre kuglen ind i en bygning, og da specielt sådan en relativt lille ejendom som denne her. Der lå en særlig tilfredsstillelse i næsten instinktivt at vide, hvor det svage punkt var ...«.

Kranføreren føler sig som intet mindre end skabningens herre, kuglens vægt er som en forlænget del af ham selv, et ansvar, der holder ham i førerhuset i timevis. Wallis Martin har sans for hård, fin kulde, gamle, ulækre steder, og så ved hun, hvad sådan en nedrivningsparat bygning kan gemme på af hemmeligheder.

Forbrydelser og især de steder, hvor de forberedes og afvikles, har deres egen anatomi, deres egen organisering. Det er den fornemmelse af ond hensigt, Wallis Martin kan genskabe, samtidig med at læseren næsten med det samme fatter, at 'Fuglegården', som netop er blevet smadret, måske er en pædofils tilholdssted.

For læseren er det fint, at stedet med den kæmpestore voliere snart er godt og grundigt revet ned. Hvis ikke det var for den afdækkede, kuldslåede hemmelighed, som pludselig er blevet synlig for alle.


Ikke færre end to drenge er forsvundet, da romanen begynder, og en tredje dreng er måske på vej til det. Kriminalinspektør Parker og kriminalpsykolog Hanson får deres sag for. Psykolog Hanson har problemer i privatlivet, som man har hørt om før, og som han slæber rundt på i nutiden.

Og selv om problemerne er genkendelige, så forbliver både Hanson og Parker lidt grå, det er gerningsstederne og sansen for ritualer, der bærer denne roman igennem, plus en neddæmpet indlevelse i drengen Brogan, der måske, måske ikke er Fuglemandens næste offer.

Wallis Martin har flere steder meget sprog for denne drengs sårbarhed. Pædofiles ofre kan være forsømte børn, der er blevet snydt for den voksenkontakt, der ville have udviklet dem og gjort dem sikre i bedømmelsen af andre. Der er rørende misforståelser hos barnet.

Wallis Martin rammer forbrydelsens mønster, så krimien er uhyggeligt godt skruet sammen. Wallis Martin viser også, hvilket voksent netværk den pædofile har og til dels lader sig beskytte af.

'Fuglegården' er ikke nødvendigvis nogen grænsesprængende eller spektakulær bog om pædofili, men en klar og uhyggelig krimi. Og ligesom en nedrivningsmoden ejendom har sit svage punkt, hvor kuglen kan ramme, så er der også grænser for, hvad den pædofiles netværk kan bære, før svagheden sætter ind.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce