'Fuglegården' starter iskoldt og effektivt, en novemberdag. En saneringsmoden ejendom skal smadres med en jernkugle. Det er et job, der kræver sin mand, og nede på den frostglitrende jord går de små mennesker, kollegerne, der indimellem bringer ofre i form af te og cigaretter. Nedrivning er et håndværk: »Det var folk slet ikke klar over, tænkte han. Folk troede, at man bare kunne smadre kuglen ind i en bygning, og da specielt sådan en relativt lille ejendom som denne her. Der lå en særlig tilfredsstillelse i næsten instinktivt at vide, hvor det svage punkt var ...«. Kranføreren føler sig som intet mindre end skabningens herre, kuglens vægt er som en forlænget del af ham selv, et ansvar, der holder ham i førerhuset i timevis. Wallis Martin har sans for hård, fin kulde, gamle, ulækre steder, og så ved hun, hvad sådan en nedrivningsparat bygning kan gemme på af hemmeligheder. Forbrydelser og især de steder, hvor de forberedes og afvikles, har deres egen anatomi, deres egen organisering. Det er den fornemmelse af ond hensigt, Wallis Martin kan genskabe, samtidig med at læseren næsten med det samme fatter, at 'Fuglegården', som netop er blevet smadret, måske er en pædofils tilholdssted. For læseren er det fint, at stedet med den kæmpestore voliere snart er godt og grundigt revet ned. Hvis ikke det var for den afdækkede, kuldslåede hemmelighed, som pludselig er blevet synlig for alle.
Frysende fornemmelse
Lyt til artiklen
