Der er en sær dobbelthed i 'Akacien hvisker', svensk-serbiske Zvonimir Popovics' (f. 1934) første roman på dansk; på den ene side myldrer romanen med farverige, svulstige og melodramatiske metaforer. På den anden side er den præget af en grov, rå og rapkæftet bogstavelighed. Denne dobbelthed, der kommer af den kvindelige hovedpersons måde at omgås sproget på, går igen i det tematiske: Romanen beretter i tilbageblik om integrationens vanskelige kår for en lille, serbisk pige i 1970'ernes Sverige; men det er også og samtidig en hårdkogt, sine steder forsoren, fortælling om Blut und Boden, om slægten og jorden som bestemmende for individets skæbne. Og endelig er det et portræt af en traumatiseret kvinde, der alt for tidligt har måttet modtage alt for mange slag fra livet, og hvis hele eksistens derfor antager form af en forbitret overlevelseskamp. Tidsligt sker der desuden en lang række uformidlede, abrupte skift fra den fortællende nutid til den fortalte fortid. Romanen er fortalt af den 35-årige svenskfødte Svetlana, og handlingen tager fart, da hun modtager brev med meddelelse om, at hun er den lykkelige arving af sin farbrors gård og jorder nede i Serbien. Undervejs får vi historien om, hvordan Svetlana blev mobbet grusomt i skolen, om hvornår og hvordan hun gjorde sine første tidlige og talrige seksuelle erfaringer, om moderens forhold til andre mænd, om den ukendte faders død, om den voksne kvindes knugede, sårede og dog hårdføre eksistens på understøttelse i folkhemmet, om det dødfødte og det bortadopterede barn.