Dai Sijies roman kommer sejlende hertil på en brise af international succes, og den slags giver tit feinschmeckere søsyge. Man bør glemme de automatiske reaktioner, for det er en smuk fortælling om litteraturens mirakler og en stærk roman om barbariet i formand Maos engang så feterede kulturrevolution. Men den har også sine problematiske sider. Det vender jeg tilbage til. Historien river straks én med, også fordi den tydeligvis har autentisk baggrund. Den foregår 1971-73, da regimet sendte intellektuelle på landarbejde, og da al klassisk kultur - fra matematik til kinesisk filosofi, alt andet end partiskolebøger og Formandens Lille Røde - var am strengsten verboten. Romanens jegfortæller på 17 og hans ven Liu på 18 er fra storbyen Chengdu »tæt på Tibet«. De er endnu ikke studenter, men er alligevel kommet på rødgardisternes sorte liste, fordi den enes lægefar gøres til folkefjende, mens den andens far har været Maos tandlæge og har røbet, at Den Store Rorgænger har gebis. Knægtene kommer på 'genopdragelse' i en øde bjerglandsby og vækker mistanke ved at medbringe noget så ukendt og dekadent som en violin. Landsbyformanden vil brænde den som 'borgerligt legetøj', men drengene spiller - bogstaveligt - på hans uvidenhed, og med fræk snilde redder de sig ud af den og andre truende situationer. De bor bogstaveligt i en svinesti, og arbejdet består i at slæbe skvulpende latrinspande, trælle på rismarkerne og grave i en livsfarlig kulmine. Men de avancerer til at blive landsbyens fortællere og gør sig uundværlige ved at genfortælle kinesiske, nordkoreanske og albanske film for landsbyens beboere. Fortællekunsten giver dem magt og chance for at overleve.