Bent Rasmussen har aldrig skrevet en helt almindelig bog. Sådan én, hvor de får hinanden til sidst, og alt er godt. Han har sikkert den gode vilje dertil, men så tager historierne magten fra ham og bliver sære og kantede og uhyggelige. Bent Rasmussen har skrevet nogle af de fineste bøger for børn og unge, og selv om han i denne bogs pressemeddelelse bliver kaldt en »nestor«, så kan han dog stadig fortælle for vildt. Denne bog er en ny samling af eventyrligheder. Den hedder blot 'Vuff ...!' Bent Rasmussen fortæller ikke eventyr - de er en spændetrøje! - men han låner fra genren og tager så historiernes parti. Hvor er det egentlig synd for dem! De er ensomme i deres gestalt, de er enten lukket inde i en bog med guldtryk, eller også er de ufortalte. Det kunne jo godt tænkes, at historierne selv havde en kerne, der også ville agere iblandt andre historier og i det virkelige liv. Det er noget kryptisk tænkt, men det giver så afsæt til fem korte historier om netop dét. I titelfortællingen er det ensomme væsen - historien - på en længere rundrejse, hvor den ikke gør lutter gode gerninger. Historier kan blive så triste, at de gør forkerte ting og sårer andre. Men i 'Vuff ...!' finder historien dog til sidst sin ven og tilhører, som slikker på den med sin varme tunge. Næste historie hedder 'Ping-Pang i potten'. Det er Bent Rasmussen i egen sovs. Nu med skjold på. Det er en særdeles sær historie om en kinesisk prinsesse, der er tryllet om til en skildpadde, om en ondsindet historie i skikkelse af en ræv og enfoldighedens vej gennem ulykkerne til stjernerne. Pottemotivet fortsættes i bogens sidste historie om 'Digteren der havde dårlig mave'. Det handler den om! Den skal ikke refereres hér. Hvad har han gang i? Er det et opgør mod inerti og faste mønstre? Er det en lille eventyrlig guide til at vokse videre på? Det hele er i hvert fald skrevet med lune og fasthed. Forfatterens sprog er lige så stærkt som hans syner. Også dem fra inde i hønsehuset, »hvor der lugtede tørt og varmt som i et fint bibliotek«.