Hurra for debutanten Søren Toft, der skriver længere forløb - såkaldt langprosa - uden at give køb på det uortodokse - og novellen. Den kølige registrering og det uhjertelige har forfatteren dog fælles med de mere kortfattede kolleger. Søren Toft er årgang 71. Michael Laudrup og Paul Elvstrøm åbner og lukker 'Ilmarch', der består af seks solide, energiske historier. På overfladen er de pænt realistiske med afsæt i både Vanløse og København NV, men ved nærmere efterlysning i krogene rasler særhederne ud. Man aner et vanvid af groteske dimensioner i den (ellers) helt almindelige, første historie - den hedder 'Sparkedragten' - hvor manden lister ned i Fælleden om natten for at træne med kuglen. Konen reagerer på en anden måde, hun kræver uldne sokker til elskovsakten. I 'Jukeboks Charlie' beskrives et gademusikerliv i højde med hatten på stenbroen. Helt grotesk er historien om en købt, polsk brud, der klatrer op i et kastanjetræ. Kun 'Hr. Fuptogts dyrehandel' er fra fremtiden, hvor adoptivbørn kan hjemsendes til oprindelseslandet, hvis de danske forældre ikke gider mere. Arthur Chong Jensen er på vild flugt i snestorm mod Sverige sammen med en hest. Så Søren Tofts personer og plot er virkelige nok. Sproget er tempereret og nøgternt - ikke uden humor. Der kan være en stivhed over selve fremstillingen, men ingen tvivl om fantasien, det billedskabende talent og en skarp skrivelampe til at lyse ind i krogene med. Og Paul Elvstrøm! Han dukker op til slut i titelnovellen 'Ilmarch', der er ét langt kig ind i en ghanesisk fugleudstoppers hverdag under hendes udstationering på Zoologisk Museum i København. Hun bor hos chefens bizarre lillebror, der ligger i konstant ombygning. Det er svært at fatte en bønne, men det er godt fundet på, især når der hverken er sejlads eller hastværk med i 'Ilmarch'.