Da Hannah Crafts i midten af 1800-tallet skrev nedenstående, kunne hun næppe have forestillet sig, at det kunne have aktualitet i 2003. Men som beretningerne fra Asien og nu også de fattige østlande drypvis siver ind om handel med kvindelige sexslaver, fangenskab, mishandling, nedværdigelse og omverdenens ligegyldighed, kan man kun udbryde: Ak, hvor lidt forandret!, mens man læser: »Da vi fandt os selv, uden at have begået nogen som helst forbrydelse, således indsat i retssystemets borge i et land, der er berømt i hele verden for sit lovsystems frihed, lighed og storhed, kunne jeg ikke lade være med at reflektere over de mærkelige ideer om retfærd og retfærdighed, som synes at have taget magten i den offentlige mening, siden en ren tilfældighed som fødsel og det, som mennesker er ude af stand til at lave om på eller ændre ved, blev anvendt som grund for at fængsle dem«. Ordene er måske knudrede, men meningen er klar nok. Det føles aldrig rimeligt at blive udsat for frihedsberøvelse, blot fordi man er sort. I dag kan man sige fattig eller kvinde. I vor oplyste tid bliver kvinder stadig i visse lande sat i statsmagternes fængsler for de overgreb, der bliver begået mod dem, blandt andet efter voldtægter, og selve slaveriet er langtfra ophørt. Det gør en roman som 'The Bondwoman's Narrative' ('Slavekvindens fortælling') til mere end en historisk pudsighed. Forfatteren kalder sig Hannah Crafts, og det håndskrevne manuskript havde oprindelig titlen 'Slavekvindens fortælling af Hannah Crafts, en flygtet slave, nylig undsluppet fra North Carolina'.