0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Reykjaviks rakkerpak

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På vej til sit arbejdsværelse i det gamle Reykjavik møder forfatteren en gammel skolekammerat. »Jeg skal på arbejde«, fortæller han hende. »Hvad! Hvad siger du?«, spørger hun. »Har du fået arbejde?«.

Sådan slutter indledningsnovellen i Einar Már Gudmundssons nye samling, og pointen er klar nok - forfatteren indtager selv en plads i gruppen af samfundets randeksistenser og særlinge, dem som han iagttager og skriver om - de småkriminelle, alkoholikere, ludere og lommetyve, den arbejdsløse og vidtløftige økonom, der lever af at arrangere baller, hotelreceptionisten, der inddrages i gæsternes mærkelige forehavender og mange andre.

Skæve eksistenser, der ikke lever livet på den almindelige eller vedtagne måde, enten fordi de er faldet af i svinget eller selv har valgt det (sjældnere). Einar Már Gudmundsson morer sig selv over, at folk kalder hans kunstnerløn for invalidepension.


De fleste af novellerne i 'Måske er posten sulten' er korte, ofte med skitsens, anekdotens eller strøtankens præg. Først er man lidt forvirret. Er det alt? er en tanke, der melder sig, når en historie slutter brat, eller en situationsbeskrivelse, der kan virke som en optakt, åbenbart ikke skal bruges til mere.

Men når man først har indstillet sig på, at Gudmundsson så åbenlyst ikke vil indfri de mere traditionelle forventninger til novellen, så begynder man at nyde det tilsyneladende henkastede og lette, de skæve vinkler på livets tilskikkelser af stort og småt, som forfatteren og et par genkommende fortællere kommer ud for.

Der er amerikaneren, der opkøber islandske femører for dyre penge til stor undren for de islændinge, der endevender deres gemmer for disse udgåede mønter. Han bruger dem i amerikanske automater, erfarer hotelreceptionisten siden, der nu har fået et problem med alle dem, der kommer rendende med deres femører, efter at amerikaneren har forladt landet med sine kufferter.

Der er samme hotelreceptionist, der fører dagbog over gæsternes udskejelser. Der er vidtløftige ældre damer, og der er matrosen fra DDR, der vil søge politisk asyl i Island, men da receptionisten kun kan tilbyde ham en øl på 2 procent, beslutter han på stedet at vende tilbage - »socialismens overlegenhed er indiskutabel«, mener den nyomvendte patriot nu.

Og der er først og fremmest forfatteren, der får alle snapshottene samlet til et sammenhængende album, der kunne bære titlen 'Reykjavik', som samlingens korteste stykke hedder, og som indledes sådan:

»Byen er farveløs, men rummer en mystik, som kun få forstår, de, der har boet der længe. De er derimod så sammenvoksede med den, at de ikke tager notits af mystikken«. Det er det, Gudmundsson forsøger. At tage notits af den upåagtede mystik.


De fleste af novellerne lokker en burlesk humor og en særlig poesi og ironi ud af livets trivialiteter. Dem morer man sig over. Men der er også noveller, der står som begsorte billeder på tilværelsens grumhed og meningsløshed.

Her kan selv det Einar Már Gudmundssonske lune intet stille op, som i novellen 'Hærens affaldsdynger', hvor en dreng ved et uheld kommer til at slå sin far ihjel, eller novellen 'Herrens veje', der indledes med nogle refleksioner over mobning for at folde sig ud i en erindringsfortælling om drengen, der stammer og bliver mobbet så meget, at han ender som et skrækslagent dyr.

Da han skal skrive stil til eksamen vælger han emnet Venskab og skriver: »Jeg har ingen venner, men jeg kender én i Kópavogur«. Det er hele stilen, og med den er hans ensomhed stanset ud. Han stikker blyanten i lommen og hænger sig.

At kunne skrive denne historie samtidig gribende og usentimentalt viser noget om Gudmundssons greb om sine virkemidler. Han kan både være slentrende og mejsle sine ord med saga-skarphed. 'Herrens veje' med den ironiske titel føjer sig lige ind i vores egen danske tradition for mobningslitteratur af typen Morten Nielsens 'Tykke' og Branners 'Iris' (en diskret opfordring til dansklærerne, hvis de mangler gode tekster til dette desværre evigt aktuelle emne).

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement