Den italienske forfatter Alessandro Baricco (født 1958) har på dansk fået udgivet fire bøger, blandt andet den lille roman 'Silken' (1997), som denne anmelder elskede, da hun opdagede den som paperback forrige år. Nu er 'Oceano mare' fra 1993 blevet oversat - til 'Oceanhavet' - og det er ikke et øjeblik for tidligt. Rammen er klassisk, lige til en gyser eller krimi: en pension helt ude i klitterne ved vistnok den franske nordvestkyst. Gæsterne er seks mennesker med hver sin dramatiske eller romantisk-traumatiske historie, og så er der det syvende rum, hvis gæst ikke forlader det, før romanen (den vi lige har læst) er skrevet færdig. Han er nemlig dens forfatter, og så er vi ude i noget postmoderne og metalitterært. Der er også en mængde referencer til og leg med litterære klassikere i 'Oceanhavet'. Det er elegant og sjovt for dem, der er tilpas velbevandrede i Joseph Conrad, Italo Calvino og pseudonymet Lautréamont - og det giver overhovedet ingen skår i glæden for os, der ikke er. (Vi har vel vore egne associationer!). Det, der driver læseren - og drevet bliver man med lyst! - er ikke spørgsmålet om, hvem Baricco nu parafraserer, ej heller om der begås et mord og af eller på hvem, men sproget, elementerne, ideerne og legen med dem alle tre. Naturligvis takket være en oversætter på omgangshøjde: Jytte Lollesgaard. (Kun ét generer mig: hendes brug af verbet 'starte'. Indvendingens bagatelkarakter røber læserens forkælelse).
Sproghavet
Lyt til artiklen
