'Guds barmhjertighed' lød titlen på det første af tre bind i Kerstin Ekmans store romanværk om nogle slægter i det yderste Jämtland, hvor Lappmarken og Norge er naboegne, mens finner og värmlændinge er eksotiske magikere og Stockholm fjernt og frygtindgydende. Titlen var ironisk, for skønt Hillevi som nyuddannet jordemor omkring 1916 opfattede sig som oplyst kristen, var hun slet ikke skinhellig som den præstespire, hun var forelsket i. Og hun erfarede mere barskhed end barmhjertighed i sin praksis på egnen omkring Svartvattnet. Efter sidste års mellembog, 'Arilds tegn', om alt det dyre- og urtidsliv mellem hedenske mennesker og lavmytologisk kræ dér på egnen er den store - største? - nulevende svenske romanforfatter tilbage med bind to af trilogien 'Ulveskindet'. Dén titel leverede jo den indfødte mand, der som en naturkraft af mildhed og håndsnilde trådte ind i Hillevis liv i stedet for den sortkjolede hykler. Og gav hende styrke til at tage sig af både datteren Myrten og plejedatteren Risten eller Krístin, hende, der kan fire sprog: jämtsk og rigssvensk, samisk og norsk. »Have, det er det, sprogene er. Have, der slikker hinanden. Kan man kunne et hav?« spørger hun sig selv i dette nye bind, hvor fokus er rykket til hendes og Myrtens generation og koncentreret om årene omkring og lige efter Anden Verdenskrig. Og ligesom hendes sprogfornemmelse får læseren det med denne romans personer: De flyder ind og ud af hinandens liv, så det næsten begynder at stamme, livet. Skal man 'kunne' sit liv, sin egen personlighed? Ja, på egnen omkring Svartvattnet skal man, for dér skal livet helst leves ligesom under forrige krig.