0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjerteskærende - og nøgtern

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Guds barmhjertighed' lød titlen på det første af tre bind i Kerstin Ekmans store romanværk om nogle slægter i det yderste Jämtland, hvor Lappmarken og Norge er naboegne, mens finner og värmlændinge er eksotiske magikere og Stockholm fjernt og frygtindgydende.

Titlen var ironisk, for skønt Hillevi som nyuddannet jordemor omkring 1916 opfattede sig som oplyst kristen, var hun slet ikke skinhellig som den præstespire, hun var forelsket i. Og hun erfarede mere barskhed end barmhjertighed i sin praksis på egnen omkring Svartvattnet.

Efter sidste års mellembog, 'Arilds tegn', om alt det dyre- og urtidsliv mellem hedenske mennesker og lavmytologisk kræ dér på egnen er den store - største? - nulevende svenske romanforfatter tilbage med bind to af trilogien 'Ulveskindet'.

Dén titel leverede jo den indfødte mand, der som en naturkraft af mildhed og håndsnilde trådte ind i Hillevis liv i stedet for den sortkjolede hykler. Og gav hende styrke til at tage sig af både datteren Myrten og plejedatteren Risten eller Krístin, hende, der kan fire sprog: jämtsk og rigssvensk, samisk og norsk.

»Have, det er det, sprogene er. Have, der slikker hinanden. Kan man kunne et hav?« spørger hun sig selv i dette nye bind, hvor fokus er rykket til hendes og Myrtens generation og koncentreret om årene omkring og lige efter Anden Verdenskrig.

Og ligesom hendes sprogfornemmelse får læseren det med denne romans personer: De flyder ind og ud af hinandens liv, så det næsten begynder at stamme, livet. Skal man 'kunne' sit liv, sin egen personlighed? Ja, på egnen omkring Svartvattnet skal man, for dér skal livet helst leves ligesom under forrige krig.


Og alligevel ændrer vilkårene sig jo, for mens Risten drager til fjelds på den norske side af grænsen, i Langvasslia, med Nila og flytter hans rener og føder hans børn, lever Myrten sit middelklasseliv som butiksdatter i tryghed, som var det sommer året rundt, synes man. Indtil Elias træder ind i hendes liv, en mand der kan det at få en kvinde til at løsne og åbne sig.

Eller hedder han Karl? spekulerer hun, da han er forsvundet, og de ni lange måneder skal gå efter den hede sommer. Nej, véd vi som læsere, han er den selvsamme Elis, uden a, som måske var medskyldig i barnemord, da Hillevi som nybagt jordemor modtog sit første barn på et fattigt udsted.

Elis gik over fjeldet og blev siden berømt som billedkunstner sydpå, men også af vanvare medlem af nazistpartiet. Han måtte flygte igen, fra Norge til Sverige i besættelsens sidste år, og da traf han Myrten. Hun flygter til Stockholm, skjuler graviditeten for familien derhjemme og sætter barnet i pleje efter et 'diskret ophold' på et afsidesliggende hjem for faldne kvinder - Luderhytten kalder landsbyens knægte det.


Tomheden i hendes liv efter fødslen er blandt Kerstin Ekmans mest hjerteskærende og indtrængende skildringer, netop fordi tonen er så nøgtern. Den tomhed modvares af ensomheden i Elias' liv - også da han siden gifter sig med en lammet, men intellektuelt livlig datter af en glasbrugsejer og oplever en ny opblomstring som glaskunstner.

Det er temaer om ensomhed, loyalitet og svigt mellem mennesker, Kerstin Ekman har lagt ned i disse to flygtningeskæbner mellem lande og sprog, og de kommer til at stå krystalklart, skarpt og smerteligt nær, trods den vanskelige komposition, der springer i tid, sted og synsvinkel.

Krístins livsløb og figur, der kun glimtvis bryder ind omend i jeg-form, er af samme grund mere flimrende, og langt ind i bindet savner man stadig så simpelt et hjælpemiddel som en slægts- og persontavle bag i bogen - men dén ville måske afsløre endnu ukendte hemmeligheder?

Sproget veksler suverænt mellem realistiske hverdagsbilleder af kostplaner, vejrlig og gøremål og så prosalyrisk præcise udtryk for menneskers længsel efter virkelighed, fryde- eller smertefuld, bare den vil fylde én helt. Trilogien bliver et storværk, men sagaens fulde omfang kendes nok først, når hele Ulveskindet er pelset og garvet.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce