En af Tegner-Strids kloner hedder nok Jakob Martin Strid, og det er så ham, der debuterer i dag med en samling fortællinger for børn og voksne. Det har han gjort før, men denne gang er det vist alvor. 'Den skaldede mand' består af fem billedbogslignende historier, der mest handler om at være sagtmodig. Nå ja! Så dog om at være sagtmodig på det rigtige tidspunkt. At forsøge på det. Det er jo for børn. Så fuckfingeren er meget lille, øjnene meget store og underhundeunoderne er næsten fraværende. Her er f.eks. 'Den dumme mand', han er så dum, så dum; men da hans ven, der er meget klog, dumper ned i kloakken, er det den rene enfold, der bliver hans redning. Det er så smukt at følge en tankes fødsel i den dumme mands store hoved. 'Hunden der tænkte ting' er lidt farlig. Heri udstrækkes sagtmodigheden til de firbenede. Den tænkende hund kommer i kløerne på et par topstjernede generaler, der vil have flere kanoner. De får dog deres bekomst til sidst - generalerne. Der må være en grænse for overbærenheden. Farvelægningen er helt igennem sober - måske ligefrem lidt kedelig - og figurerne har ikke den skrutryggede eksplosionsfare, som ellers præger Stridfamilien. Ham her svæver i poetisk medvind. Især i de to nævnte historier. 'Den skaldede mand' kan minde om Kim Fupz' første billedbøger, og det er en stor ros. Fupz har også et særligt tag på hunde og generaler! I følgeskrivelsen kalder forlaget deres mand for 'den heldige tegner', hvad det så betyder.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























