Da teologen og forfatteren Jan Kjærstad i fjor modtog Nordisk Råds Litteraturpris, drømte han i et interview om at blive en slags »bogstavernes Johann Sebastian Bach«. Men med sin nye roman 'Tegn til kjærlighet', træder Kjærstad snarere i karakter som en skriftens fundamentalist, der i en og samme bevægelse gør en skabelsesberetning og en kærlighedsfortælling ud af sin overspændte mani for tegn og tolkning. Det handler altså om to ting: skrift og kærlighed. Samt om muligheden for at der kan opstå et mirakel, i det øjeblik kærlighed og skrift bliver intimt forbundet. Ligesom i trilogien om Jonas Wergeland (Forføreren, Erobreren og Opdageren) bliver læseren i 'Tegn til kjærlighet' konfronteret med en række retoriske spørgsmål og rungende bonmoter som f.eks. »Der findes kun én værdig opgave i livet: at forsøge at gøre det umulige«. Romanens fortæller Cecilia arbejder i lang tid forgæves på sin livsopgave: at skabe et nyt alfabet i form af en ny font, et nyt fundament; en skrift som lever og kan give liv. Cecilia er desillusioneret af sine erfaringer med kærligheden, som bliver trevlet op i en række scener i bogen; efter skildringerne i trilogien af Jonas Wergelands erotiske liv, er det i 'Tegn til kjærlighet' en kvindes kødelige erfaringer Kjærstad deler ud af.
Har man sagt a
Lyt til artiklen
