Måske hører man til de læsere, der har det svært med alt for meget kongerøgelse, når nu bladstativerne i Kvickly og Fakta allerede bugner med endeløse beretninger om kronprins Frederik og hans australske Mary. Her kan Maria Hellebergs nye voluminøse roman ligne én lang bekræftelse af de værste fordomme om konflikter og amourøse følelser i et kongehus. Men hvis man bare gør, som fordommen dikterer, og går i en stor bue uden om 'Kærlighedsbarn', snyder man sig selv for en stærk læseoplevelse. Maria Helleberg har denne gang skrevet om kongedatteren Louise Augusta. Bogens forside er prydet med Jens Juels delikate portræt af hende som teenager. Den opstyltede, høje frisure kommer til sin ret, samtidig med at hvert hår er gengivet med nærmest forelsket omhu. Dertil kommer de porcelænshvide kinder med den klædelige rødmen og den anseeligt store næse, som hun også havde. Maria Helleberg skriver på samme måde, som Jens Juel maler. Med respekt for luksus og overskud og en anden tids levevis, men samtidig med sans for den detalje eller fejl, som gør os til mennesker. Officielt var Louise Augusta kongelig og levede fra 1771 til 1843, men i virkeligheden var hun Struensees horeunge. Landsforræderen Struensee blev henrettet ved halshugning, og endte med at være mere død end de fleste, som datteren tørt nøgternt ræsonnerer et sted. Ud af kongerøgelsen, ud af de royale tågebanker har Maria Helleberg denne gang skabt en mildest talt medrivende historie om et både vanskeligt og meget tilfredsstillende ægteskab.
Ud af de royale tågebanker
Lyt til artiklen
