0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hæng jer ikke i Øst og Vest

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Mit navn er rød' udkom i USA præcis en uge før 11. september. I dag udkommer den herhjemme et ikke helt sikkert antal måneder før krigen mod Irak. Romanen handler om Vest og Øst og foregår i det Tyrkiet, der har fået den vanskelige historiske opgave at være scenen for et tilsyneladende uendeligt kulturelt sammenstød.

Sådan var det også, da det store osmanniske sultandømme bestod i slutningen af det 16. århundrede. Og denne permanente krise danner selve bunden - måske kun sangbunden - i Istanbul-forfatteren Orhan Pamuks store fortryllende fortælling.

Først og fremmest er det en myldrende og labyrintisk beretning om mord, kunst og kærlighed. For Pamuk er en inkarneret fortæller, der aldrig har abstrakte, forudfattede begreber på hjernen, men tværtimod altid fabulerer sig ud af den identitetsdebattens fælde, der i vore dage venter på at klappe om enhver moderne forfatter i hans region, så såre de åbner munden.

Så i 'Mit navn er rød' giver han sig i kast med al landsens anekdoter, myter, sagn og frasagn foruden al den sladder og underholdning, der tilbydes på det kaffehus, hvor hele kredsen af bogillustratorer kommer. Det er blandt dem og deres omgivelser, lige fra deres høje arbejdsgivere til deres omfattende familier, den blodige handling bevæger sig.


Malere var der ikke dengang i Tyrkiet. Islam tillader ikke billeder, hverken i Koranen eller af profeten, men bøger, som sultanerne bestilte, dyrkede og holdt skjult, kunne godt 'illumineres', som det hedder, dvs. udsmykkes med miniaturefremstillinger af træer, heste, blomster, slag og erobringer - dog alt til Allahs ære. Illustratorerne var mestre, men anonyme, deres billeder uden udviklet individuelt særpræg, uden personlig stil og signatur, for det guddommelige var den enerådende synsvinkel, hvorunder alting sås.

Det er denne fromme og restriktive æstetik, der nu er truet i romanen. 'Vestlig indflydelse' er på vej. Faren anslås allerede i romanens første sætning: Jeg er et lig. Det er liget af en af rigets største illuminatorer, der taler fra bunden af den brønd, han er smidt ned i af sin morder. Han taler med kvast hoved, men ikke uden makaber-humoristisk sans, om, hvad der skete.

Centralt i plottet står en ny slags illustreret bog, der hemmeligt er under udarbejdelse på sultanens bud, men - mener de rettroende - inspireret af Satan selv. For nogle af miniaturekunstnerne er med diverse eksperimenter begyndt at se stort på de hellige forskrifter - og det har det religiøse politi fået færten af. Smitten fra de vantros kunst skal uskadeliggøres fra starten.


Et dusin forskellige personer - herunder både en hund og Satan selv - får på skift ordet og bringer på den måde skridt for skridt historien videre eller afbryder den, nærmer sig gådens løsning eller tværtimod afsporer fra den. Deraf hele fortællingens flakkende - postmoderne - flugt.

Til sammen bringer disse mange monologer læseren ind i et ældgammelt, på en gang skummelt og lyslevende Istanbul, dets kaffehuse, gyder og paladser med tiggere og sultaner - lige efter bogen - og ikke mindst værkstederne, hvor nogle af periodens fineste miniaturer blev til, og hvor kunstnerne ikke - heller ikke dér - kan fordrage hinanden alle sammen.

Og er i stand til mangt et forræderi, når magten strammer tøjlerne. Vi kommer ud i udkanten af imperiet, f.eks. til forvisningernes Hindustan, og ud i det ekstreme med den kloge kvinde Sheküre (et navn, der etymoligisk er i familie med det danske 'sukker', og sød er hun!). Hun tiltrækker mange mænd, hun er i stand til at få det bedste ud af det værste, især hvis hun bare har sine to små sønner hos sig. Der er i det hele taget meget erotik, mad og glæde ved farver, også dem, der bliver til billeder, udført af bittesmå pensler sat sammen af »hår, der taget fra det indre af killingers ører ...«.

Nok er kapitlerne små, men selv er Pamuk ingen miniaturemaler à la sine personer. Og 'Mit navn er rød' er ikke skrevet til Allahs ære, men ud af en meget jordisk og varm interesse for svage og kæmpende, sammensatte og nødstedte mennesker. Hvortil kommer et intimt kendskab til vestlig romankunst, som den er udviklet af bl.a. en Proust, en Eco og en Márquez.


I romanens universkommer truslen mod den traditionelle fromhedskunst, der dyrkes i Istanbul, fra Vesten, fra det nye renæssancemaleri, som en af personerne har stiftet bekendtskab med i Venedig og får lyst til at 'smugle' til Istanbul. I Vesten er man begyndt at dyrke perspektivet, den tro virkelighedsgengivelse, det detaljerige portræt og den individuelle stil - alt sammen den rene blasfemi i de islamiske kunstmyndigheders gudsfrygtige øjne.

Måske kan man læse Pamuks bog og dens overstrømmende studier i den gamle miniaturekunst som en bodsøvelse - med et blink i øjet: Den moderne og sekulariserede kunstners kærlighedserklæring til oprindelsen, til den klassiske førmoderne islamiske ånd og tradition. Han har taget den for sig just i det øjeblik, da den med gysen så et selvsikkert, humanistisk Venedig rejse sig i horisonten.

Den fortabte søn kan selvfølgelig aldrig glemme dét, han har mødt ude i