0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En dejlig hund

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Et vestaustralsk gadekryds, en køter, en stinker, som ingen ejede - det er hunden Tally Ho, kaldet Røde Hund, som den charmerende forfatter af 'Kaptajn Corellis mandolin', Louis de Bernières, engang så en bronzestatue af uden for byen Dampier.

Der findes ikke så mange statuer dér, slet ikke så mange hundestatuer, så hans interesse blev vakt. Og så skrev han om hunden, som alle kendte og elskede, selv om den egentlig ikke er nogens - kun en strejfer, som mytisk holder sammen på alle de ydmyge beboere i omegnen af Dampier.

Røde Hund var engang Johns, men John døde ung, og siden strejfede hunden rundt i fuldt firspring, måske ledte den efter John, men den sagde aldrig noget. Den elskede at køre i bus og sad på forsædet bag chaufføren, og også lastbiler havde den en forkærlighed for - her sad den ved siden af chaufføren og strakte hals ud ad det åbne vindue.

Den blev alles ven, den kom ud for lidt af hvert, den blev også skudt på, men helbredt af dyrlægen - den var ude i bushen og jage wallabyer, eller den sad ved beboelsesvognene og så på solnedgangen sammen med Røde Kat, som den havde sluttet fred med. »Jeg har været alle vegne, makker«, står der på navneskiltet ved statuen.


Det er en ualmindelig charmerende og klog beretning om en anonym hund, som der er så meget liv i, at man bliver helt ked af det, da en eller anden forbryder har strykninforgivet den, så den må dø. Men da har den også levet meget stærkt.

Den er faldet af ladet på biler og arbejdsvogne, den har frosset om natten og er blevet stegt om dagen i den australske hede. Dens mørkerøde snude er blevet gråsprængt, og lemmerne er stive. Den har været på farten over hele Vestaustralien og den har spist for meget, og spist for lidt.

Essentielt er den lille bog selvfølgelig et portræt af længslen og savnet - savnet smukt holdt nede til fordel for hundelivet, men aldrig helt glemt.

Der er noget trodsigt og ydmygt over dette liv, men det er navnlig forfatterens ægte, usentimentale varme og forstående og humoristiske kærlighed til Røde Hund, som man som læser kan blive helt forelsket i. Den symboliserer sammenholdet og modet, midt i sorgen i den stjernekolde nat. En fin lille bog for voksne hundeelskere.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce