Et vestaustralsk gadekryds, en køter, en stinker, som ingen ejede - det er hunden Tally Ho, kaldet Røde Hund, som den charmerende forfatter af 'Kaptajn Corellis mandolin', Louis de Bernières, engang så en bronzestatue af uden for byen Dampier. Der findes ikke så mange statuer dér, slet ikke så mange hundestatuer, så hans interesse blev vakt. Og så skrev han om hunden, som alle kendte og elskede, selv om den egentlig ikke er nogens - kun en strejfer, som mytisk holder sammen på alle de ydmyge beboere i omegnen af Dampier. Røde Hund var engang Johns, men John døde ung, og siden strejfede hunden rundt i fuldt firspring, måske ledte den efter John, men den sagde aldrig noget. Den elskede at køre i bus og sad på forsædet bag chaufføren, og også lastbiler havde den en forkærlighed for - her sad den ved siden af chaufføren og strakte hals ud ad det åbne vindue. Den blev alles ven, den kom ud for lidt af hvert, den blev også skudt på, men helbredt af dyrlægen - den var ude i bushen og jage wallabyer, eller den sad ved beboelsesvognene og så på solnedgangen sammen med Røde Kat, som den havde sluttet fred med. »Jeg har været alle vegne, makker«, står der på navneskiltet ved statuen.
En dejlig hund
Lyt til artiklen
