Den svenske forfatter Christine Falkenland, hvis gennembrudsroman 'Min skygge' tidligere er udkommet på dansk, ejer drømmerens fine blik for kærlighedens klædedragt og ydre scenografi. I den lille gotiske fortælling 'Sjælens begær' synes fornemmelsen for puslerierne i sjælens inderste afkroge derimod at svigte. Og det bedagede herregårdsmiljø, som skulle reflektere kærligheden mellem den ensomme godsejerinde Cora og hendes fætter, fremstår mest af alt som pittoresk staffage om et par statister. Et spindelvæv af fortid, fantasi, drøm og virkelighed lægger sig om historiens barske men også noget klichéfyldte kerne. En svagelig dreng, Ernst, bliver som lille svigtet af sin mor. Moderens fravær og ikke helt stuerene kærlighedsliv sætter sig som en defekt i drengens indre, et luder/madonna-kompleks af format. Da Ernst møder barndommens kærlighed, den falmede kusine Cora med de grønne fingre og det rene hjerte, konfronteres han imidlertid med en erotik, der er mere indviklet end skøgens. Som sagt er det maleriske set up fra dengang man lå på chaiselonger og røg tyrkiske cigaretter, gik på maskebal og kørte i slæde effektfuldt stablet op. Herregårdslivet anno bilens barndom genopleves i små sanselige glimt, ligesom kærlighedsaffæren har sine mageløse replikker. Men den mystik, der binder de to sammen i en farlig liaison, formår Christine Falkenland ikke at holde svævende. Helt afgørende savner jeg at kunne sanse - om ikke forstå - det mandlige begærs dunkle mål. Er kusine kedelig virkelig så magnetisk?
Kærlighedens scenografi
Lyt til artiklen
