Vi befinder os på begge sider af en masse grænser, mellem Tyskland og Luxembourg-Belgien, mellem Anden Verdenskrig og freden, der fulgte, mellem realisme og det rene opspind. Inde midt i et sandt menneskemylder befinder sig to skæve skikkelser, en mand og en kvinde, der mest kommunikerer med hinanden via hendes faderløse søn. Maria fra den belgiske side bliver som sygeplejerske hos nazisterne smaskforelsket i en allieret soldat, som måske er fra Canada, og som i hvert fald forsvinder, efter at hun har holdt ham skjult og omfavnet i en måned, hvad enten det er, fordi han bliver skudt ned i skoven eller tager hen til kone og børn i den næste by, hvad ved man. Han efterlader hende gravid med en søn, der bliver romanens ledefigur og især fører os hen til en anden grænsegænger, Markus, der har deltaget i slaget ved Stalingrad, hvor han ikke blev blind, men fandt ud af, at det var praktisk at være. Så han ifører sig mørke briller foran et nysgerrigt blik, der, som Marias, graver i fortiden, mens de begge bevæger sig baglæns ind i fremtiden: »Alle tidsmaskiner går baglæns, for menneskene har mere hukommelse end visioner«.
Grænseoverskridere
Lyt til artiklen
