I sandhed en eksotisk bog. Tilværelsens ambitioner strækker sig til den næste skålfuld tofusuppe, en soveplads på rismåtten og - om Mao vil - en fremtid som soldat i Folkets Befrielseshær. Og da begærets dunkle mål endelig viser sig, hedder han noget så henrivende som Stedsegrøn! Ungpigelivet leves i udtjente maojakker og benhård konkurrence. Om at overleve stokkeslag og hjernestorvask i den kinesiske kulturrevolutions rødgloende dage. Længe tror man, at Anchee Mins lille roman om opvæksten under 70'ernes enøjede maoisme, 'Vild Ingefær', er skrevet for pubertetspiger. En barsk og opbyggelig sag for moderne poptøser af vestlig, liberalistisk herkomst, en fortættet frihåndsversion af Anchee Mins selvbiografiske fortælling 'Røde Azalea', tilpasset en yngre målgruppe. Men så alligevel ikke. Nok er sproget let læseligt og ungpigedrømmene i fokus. Men tonen er alligevel voksen, dialogen blottet for ungdommelige farver. Her 'boller' man ikke eller gør andre uartige ting, man 'giver hinanden nydelse'. Selvom det for øvrigt er helt og aldeles strengt forbudt!
Forelskede maoister
Lyt til artiklen
