0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skrønlitteratur

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Peter Mouritzen kan lokke de særeste historier frem af Vendsyssels jord. Oppe på de kanter huserer åbenbart et væsen, kaldet Drolen, som gemmer sig under jorden og i de underjordiske dele af psyken - det manifesterede sig i romanen 'Djævleskabet', og nu rumler det igen i en ny roman, 'Den tavse bas'.

Personerne spænder vidt, fra Ondesen og hans kone Tenna, der på herregården Drolenborg driver kro for de udstødte og tossede, til de pæne bedsteborgere i Bedsteby.

Men de har alle sammen lig i lasten, skeletter i skabet og gak i gemakkerne, som det viser sig, da Drolen begynder at drive sit spil (klarinetspil, for at være helt præcis) med dem, og det lakker ganske forfrygtelig færdeligt mod enden, i hvert fald til og med anden del.

Sproget er lige så usandsynligt, helt sodsværtet af arge brandere, som når 'nervøs vægring' bliver til Nervøs Væring, hvilket er navnet på en færing.


Men i tredje del får vi noget mere at vide om hyggeklummeskriveren Benny fra Bedstebys avis - og fablen viser sig at handle om forholdet mellem liv og kunst og om modsætningen mellem skøn litteratur, læs: løgn, og det som bedsteborgerne kalder 'skidteratur', læs: nødvendig sandhed om droliske fortrængninger.

Mouritzen har selv givet bogen undertitlen 'en borgroman' med en hentydning til Harald Bergstedts næsten glemte vise 'Adelheide von Fürstenfelsen' om postbudet, der sidder om natten og digter borg-romaner om ædle mænd og skønne møer, men ak, forgæves.

Måske er Mouritzens bog mere en (anti)borgerroman end en borgroman, men forborgen er den, og inde bag sine lag af groteske slør synger den tyst om menneskelighed, ligesom den tavse bas i den lille perle af en skrøne, der har givet bogen dens egentlige titel.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce