Vor tids helt er ikke længere 90ernes postmoderne elegantier, intellektuelle ironiker eller sofistikerede caféfilosof. Tidens romanhelt er nu Brøndbyfan, bamsemand, antibelæst, selvhvilende og tungt maskulint nærværende. Ikke karriereliderlig, men kontant caretaking, trofast og først og fremmest sød og forstående. Rigtig mand i hverdagen og i sengen, men også aktiv lytter af kvindeproblemer, hvis han blot får lov til at læse avisens sportssider først. Sådan er herremoden netop nu, især i den kvindeorienterede mainstreamlitteratur og på damebladenes midtersider. Ovenstående signalement passer perfekt til politimanden Jack i svenskeren Barbara Voors hysterisk underholdende psykothriller, Søvnløs. Og han kommer godt op at køre, da han brænder varm på romanens jegfortæller, Savanna Brandt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























