Dagligdagen' hedder Knud Sørensens lille nye digtsamling, og det er et såre velvalgt navn. Knud Sørensen er en af vore hjemstavnsdigtere - lige så blottet for højstemthed som sin kollega Benny Andersen, men knap så folkekær. Sørensen er mere lyrisk - men ikke så lyrisk, at det gør noget. Bogens 19 digte falder i fire dele. Den første antyder årstiderne og et ældre pars samhørighed i en verden, der (trods hastigt hivende åndedrag - et lille, straks bortvejret varsel i det første digt) næsten er paradisisk med en digtergud, der fremmaner væksterne og tæller græsstråene, med blomster i knop, en fræk solsort i maj og lavendler på en hed augustdag. Sprækker er der dog, som når (måske lidt prætentiøst) »også stilheden mellem mennesker/ er gået i eksil/ i det indre af et fjernt skrig«. Den nok vigtigste paradis-rekvisit mangler dog ikke: »Æblet vil dufte af evighed/ og vokse sig ind i dine øjne./ Så vil du dele det/ og give hver af os/ den andens halvdel«.
Klogt og kærligt
Lyt til artiklen
