Der er digte, som rammer én rent, første gang man læser dem, og der er digte, som nok fascinerer umiddelbart, men som kræver mange genlæsninger, før de for alvor trænger ind. Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye digte hører til den sidstnævnte slags. Kun hvis læseren er tålmodig og samarbejdsvillig, åbner digtene deres bundløse mørke. Marstrand-Jørgensen (f. 1971) debuterede i 1998, og 'Vi er vejret', som nu er udkommet, er hendes tredje bog. Allerede i debuten, 'Vandring inden ophør', var det mareridtsagtigt sære billedsprog meget iøjnefaldende: voldsomme og destruktive billeder af kroppe og landskaber i foruroligende forvandling, drømmelogiske forskydninger og fortætninger, og umærkelige glid mellem indre og ydre og mellem konkret og symbolsk præger Marstrand-Jørgensens poesi i en sådan grad, at det kan betegnes som et særkende. I 'Rygge som djævle' (1999) blev digtenes musik mere markant: Rytmen blev mere taktfast, og fine klangfigurer skabte nye typer af forskydninger i versene. I den aktuelle bog fastholdes både billedsprog og musikalitet, samtidig med at et nyt niveau er trådt tydeligere frem: det syntaktiske.
Under uvejr med os selv
Lyt til artiklen
