Vi er i det Herrens år 1851. Den slesvigske krig er endt, og mændene er vendt hjem, hvor kvinderne har ventet spændt. Heriblandt Anna Henriksdatter, vist nok frugten af en voldtægt foretaget af en berygtet landevejsrøver. Dette forhold giver, i en tid hvor man tror på ondt blod og arvesyn, hende en aparte og noget udstødt skæbne, her oppe i Vendsyssel, endnu et gedigent stykke dansk Wild West. Samtidig er nye kristne sekter på trapperne, et lavkirkeligt opgør med den kornfede grundtvigianisme ulmer derude på landet, så langt væk fra hovedstaden København. Kirsten Ruths nye historiske kvinderoman er endnu et sobert og spændende signalement af forne tiders kvinder, stille eksistenser som alligevel larmer op. I hvert fald over for enøjede mænd, der har fået magtbrynde ind med morgenmaden og sender skiftevis fordømmende og liderlige blikke mod det andet køn. Ruth er lidt af en kultforfatter. Umiddelbart skriver hun i en noget vadmelet og frilandsmuseal prosa, sådan lidt altmodisch verbal Søren Ryge-slentren igennem landskabet med et æble i munden. Men hun har også magisk realisme i sproget og solidaritet over for sine personers tro, håb og troldom. Røverens datter er måske nu og da lidt stillestående i sit episke drive, der tales meget om kristendom, bål og brand. Men er man til andre og anderledes vinkler på historiens gang, til et andet blik ned i folkedybet og på overklassens overflade, er man grundigt og gedigent underholdt.
Dansk Wild West
Lyt til artiklen
