0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kongens hævn

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

58 unge marokkanske mænd blev i 1973 levende begravet. Det var kong Hassan IIs vilje, at de skulle dø så langsomt som muligt. Han ville have hævn.

De unge mænd var soldater, som den 10. juli 1971 var blevet udkommanderet til et mislykket kupforsøg mod kongen. Oprørets chefer blev straks henrettet, mens de menige fik fængselsstraffe. Tre år, troede de.

Men kongen ville have en helt anden hævn, og den brugte han og hans bødler to år på at udtænke og konstruere. Hævnen hed Tazmamart: en hemmelig fangekælder, en levende begravelse.

Tazmamart bestod af to underjordiske betonrum, som hver rummede 29 fanger i bure på to en halv gange to en halv meter med halvanden meter til loftet. Hvert bur havde et hul i gulvet til afføring og et rør op til jordoverfladen, så der kom ilt ned. Røret var snoet, så intet lys trængte ind.

Fra dét øjeblik, de 58 unge mænd blev kastet ned i kælderen, var de reduceret til at vente på døden i deres egne rådnende, stinkende kroppe. Noget mudret vand og en daglig klat uhumsk vælling var de fødemidler, som trak døden ud.

I mørke døgnet rundt, uden kontakt med verden uden for Tazmamart, uden noget som helst andet end utøj, skorpioner, fugt og lidelse, lå de her under jorden i atten år, hvis de altså overlevede.


En overlevende, Aziz, har fortalt sin historie til den fransk-marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun, som nu har gjort en roman ud af Tazmamart: 'Cette aveuglante absence de lumière' - 'Dette blændende fravær af lys'.

Ben Jelloun er blandt Frankrigs kendteste forfattere, han har modtaget Goncourtprisen og er oversat til alverdens sprog, også dansk (bl.a. dobbeltromanen 'Sandbarnet'/'Den hellige nat', 1988).

Hans ny roman har vakt opsigt, fordi den udstiller en næsten ufattelig grusomhed i et land, som regnes blandt de civiliserede og flittigt besøges af franskmænd (og danskere).

Men romanen har også rejst debat, fordi mange stiller et bestemt spørgsmål til Tahar Ben Jelloun: »Hvorfor var du tavs om Tazmamart, mens fangerne endnu lå dernede i mørket?«.

Og i forlængelse af dette spørgsmål stilles endnu ét: »Har du lov til, nu, at udnytte Tazmamarts ufattelige lidelser som stof til en effektiv, storsælgende roman?«.


Romanen er fortalt i jegform og ligger formentlig tæt op ad den overlevendes beretning. Man får i korte rids den unge, veluddannede mands forhistorie og bliver navnlig præsenteret for hans far, en intellektuel charmør, som har forladt familien og ernærer sig som nar ved kong Hassans hof.

Da han hører om sønnens deltagelse i kupforsøget, kaster han sig for kongens fødder og trygler om strengeste straf til sit afkom.

Men romanens tyngde ligger på de atten år i fangehullets mørke. Hvordan overlever man, hvis man overlever?

Her kan først indskydes en faktuel bemærkning fra en anden netop udkommet bog om det marokkanske helvede, 'Tazmamart cellule 10' - en dokumentarisk beretning skrevet af den overlevende Ahmed Marzouki: Der var to kældre. I den ene døde 7 ud af 29. I den anden døde 23 ud af 29.

Det har formentlig spillet ind, at den anden kælder lå lavere og var mere fugtig end den første. Men det afgørende har nok været, at fangerne i kælder 1 var officerer, som ved stemmens brug i fangehullets mørke fik organiseret en dagsrytme med bøn, med 'læsninger' og diskussioner af Koranen og med historiefortælling.

I fangehul 2 fik man ikke dette minimum af fællesskab tilstrækkelig organiseret.

I Tahar Ben Jellouns roman er det også fortællingen, som er blandt de afgørende overlevelsesmidler. Hertil kommer religiøs meditation (på den sorte sten i Mekka) og et minimum af tidsfornemmelse eller rytme; en af fangerne vier ganske enkelt sit liv til at tælle timer og være ur for de andre.


Nok så afgørende er imidlertid, hvad man ikke må, hvis man vil overleve: ikke håbe; ikke huske; ikke hade. Man overlever ikke atten år i helvede på at håbe, tværtimod siger fortælleren: Håbet dræber, og det samme gør erindringen, for den sætter lidenskaber i gang, og dem er der ikke kræfter til.

Det samme gælder had til kongen, Marokko eller fangevogterne. Giver man efter for denne følelse, eller nogen som helst anden følelse, da er man dødsens. Ønsker man kroppens overlevelse, da må man som menneske, som sjæl, nulstille sig og træde ud af tiden.

Romanen gør et stærkt indtryk, fordi den nede ved det menneskeliges absolutte nulpunkt udvinder nogle erkendelser om det menneskelige.

Dens uhygge beror ikke mindst på begivenhedernes nærhed i tid og rum: Det var den 'dannede' og 'humane' Kong Hassan II, som udtænkte Tazmamarts helvede og lod det bestå indtil 1991.

Midt i 1980erne var rygtet begyndt at gå om kongens uhørt grusomme hævn over de 58 'forsvundne' militærfolk, og det hemmelige fængsel kom efterhånden til offentlighedens kendskab med internationalt pres til følge.

Efter atten år i mørket blev de overlevende lukket ud i 1991. Det siger sig selv, at hermed var deres lidelser ikke slut, men hvad angår den fortsatte, simple overlevelse er fortælleren hos Ben Jelloun på det rene med, at de 20 år 1971-91 må skæres ud af hans tidslinie; de har aldrig eksisteret.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce