58 unge marokkanske mænd blev i 1973 levende begravet. Det var kong Hassan IIs vilje, at de skulle dø så langsomt som muligt. Han ville have hævn. De unge mænd var soldater, som den 10. juli 1971 var blevet udkommanderet til et mislykket kupforsøg mod kongen. Oprørets chefer blev straks henrettet, mens de menige fik fængselsstraffe. Tre år, troede de. Men kongen ville have en helt anden hævn, og den brugte han og hans bødler to år på at udtænke og konstruere. Hævnen hed Tazmamart: en hemmelig fangekælder, en levende begravelse. Tazmamart bestod af to underjordiske betonrum, som hver rummede 29 fanger i bure på to en halv gange to en halv meter med halvanden meter til loftet. Hvert bur havde et hul i gulvet til afføring og et rør op til jordoverfladen, så der kom ilt ned. Røret var snoet, så intet lys trængte ind. Fra dét øjeblik, de 58 unge mænd blev kastet ned i kælderen, var de reduceret til at vente på døden i deres egne rådnende, stinkende kroppe. Noget mudret vand og en daglig klat uhumsk vælling var de fødemidler, som trak døden ud. I mørke døgnet rundt, uden kontakt med verden uden for Tazmamart, uden noget som helst andet end utøj, skorpioner, fugt og lidelse, lå de her under jorden i atten år, hvis de altså overlevede.
Kongens hævn
Lyt til artiklen
