0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Blåblomstret hverdag

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den britiske forfatter Penelope Fitzgerald (1916-2000) begyndte først at skrive som tresårig, men nåede at udgive tolv bøger. Nu er hendes prisbelønnede roman 'Den blå blomst' udkommet på dansk.

Titlen kan nok få en skoleklokke til at ringe hos mange læsere - den blå blomst, romantikkens mest velkendte symbol på længslen og poesien, skabt af den tyske digter Novalis, alias friherre Friedrich von Hardenberg. Og om ham handler romanen.

Den fortæller om den unge Friedrich, kaldet Fritz, der først studerer jura og filosofi i Jena og derefter bjergværksdrift i Freiberg, og om hans forelskelse i og forlovelse med den purunge Sophie von Kühn, som han aldrig skulle blive gift med.

Novalis har været betragtet som indbegrebet af den romantiske digter: verdensfjern, med blikket indstillet på den ophøjede uendelighed og svævende kilometerhøjt over enhver jordforbindelse i sine skønhedsberusede hymner til natten. Men Fritz hos Penelope Fitzgerald er bare en begavet ung mand, der har lyttet til filosoffen Fichte uden at tage nævneværdig skade af det, og hans tilbedte Sophie er meget ung, meget rørende og lidt dum.

Der er heller ikke noget ophøjet skær over miljøerne: Fitzgerald skildrer byer og landsteder og skik og brug i det sene 1700-tals Sachsen med nøje udvalgte detaljer, der røber grundig research og stor kærlighed til stoffet. Bogens force er netop det hverdagsliv anno dazumal, der springer frem fra siderne, selv da den store Goethe aflægger besøg i kapitel 46. Hverdagen er stærkere end åndens himmelflugt.

Det kunne der ligge en pointe i: væk med idolerne, væk med det fortænkte! Og man skal heller ikke kimse ad den underfundige personskildring, der ligger i alt det usagte mellem de lakoniske hverdagsbilleder - eller ad det kvindelige blik, der med fin og elskværdig ironi trækker tæppet væk under al mandlig selvhøjtidelighed.


Romanen har fået dynger af kritikerroser i England, måske på grund af sin tyske eksotik - helt ud i den lille vane med kærligt at sætte bestemt artikel foran fornavne: Fritz' gammelkloge lillebror hedder aldrig andet end 'the Bernhard'.

Det gør den danske oversætter, Ole Husted Jensen, til tysk igen ved at skrive 'der Bernhard', ligesom 'the Freiherr' bliver til 'der Freiherr', ikke 'friherren', og så fremdeles. Oversættelsen er præcis og kongenial, ikke bare i denne form for lokalkolorit.

Men for en dansk læser er tyskheden måske mindre eksotisk end for en engelsk, og Fitzgeralds behandling af stoffet virker på mig mere reducerende end egentlig indforstået. Det er som om hun nærmest gør sig blind for den overvældende transcendens, der var den tyske romantiks bidrag til åndshistorien på godt og ondt.

Hendes Fritz synes forudbestemt til at blive en fornuftig kurfyrstelig embedsmand, når han lige får overstået sine ungdomsgriller (digte og forelskede projektioner og den slags). Hun kaster klart lys ind i romantikkens nattetåger - men som Novalis (den rigtige) skrev, så har lyset sin tilmålte tid, mens nattens herredømme er tidløst og rumløst. Og man kan ikke lede efter mørke med en lyskaster.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce