For en engageret debattør, der vader rundt og konstant er på vagt over for den nationalisme, der slår om i chauvinisme, kan det være ganske gavnligt at blive mindet om, hvor dejligt der i grunden er og kan være i Danmark.
Måske kan danskhed redefineres og derved vristes ud af de fremmedfjendskes kløer? Sådan må idéhistorikeren, forfatteren og klummeskribenten Rune Engelbreth Larsen (f. 1967) have tænkt, siden han nu debuterer som lyriker, ja, faktisk rigtig fædrelandsskjald, i traditionen fra Adam Oehlenschläger og ikke mindst Thøger Larsen: Grundfjeldet støbtes i kaos og flammer,Floder af lava før fødslen af Eva.Smeltende sten blev til sydende rammer,Alfa og magma og ild og omega. Inspireret som han er af oplevelser i den danske natur, og fascineret som han er blevet af sonetten som digterisk form, begiver han sig nok så frimodigt i Inger Christensens fodspor og udfolder sin glæde over landet i en gennemført klassisk sonetkrans, hvori hvert digts slutlinje bliver begyndelse til den følgende sekvens, og hvori det sidste digt, mestersonetten, smukt sammenføjer ledelinjerne til en helhed i og for sig selv. Ganske hæderligt lavet af en amatør I kraft af denne vers- og kompositionsstruktur, som forfatteren sidst i bogen begrunder med en ret så rærlig »Apologi«, gennemvandrer Engelbreth landet, som det skabtes af vandet, gennemløber de fire årstider og gennemskriver i store spring Danmarks historie fra dengang, landet lå dækket af tæt, vild skov, til nu, hvor de fleste træer er væk og landskabet skåret til som af en målrettet skrædder. Til gengæld har vi fået en (mere eller mindre fælles) fortælling og en righoldig kulturskat: Havfruen, Holger, Aladdin og Hamlet,Pelle Erobreren, Uffe hin Spage,Lykke-Peer, Ditte og andre forsamlet,Svaner og ællinger, stærke og svage. Dem skader det da ikke at huske, holde af og hylde som her. Og hu hej, hvor det går, gennem skov, over hede, langs med klitter, klinter og klipper.
