Når Garmann går hjem fra skole, bliver han passet op af roden Roy fra fjerde.
Selv er Garmann næsten lige begyndt i skole. Nu er han så stor, at han har fået lov til at gå hjem selv. Det er derfor, han har en nøgle hængende i en snor om halsen.
Roy er større. Og Roy presser Garmann til at stryge en tændstik og ved et uheld sætte ild til en mark. Det sker i norske Stian Holes billedbog ’Garmanns gade’, som er efterfølger til den første bog om drengen – ’Garmanns sommer’.
»En sjælden stemning af afklaret utryghed«
Stian Holes bøger om Garmann er nogle af de mest roste og prisbelønnede i skandinavisk børnelitteratur i de senere år. »En gave til barnet i os alle«, skrev Jens Andersen bl.a. i Berlingske Tidende om Holes første bog om Garmann, ’Garmanns sommer’.
Steffen Larsen mente i Politiken om samme bog, at Stian Hole rammer »en sjælden stemning af afklaret utryghed«.
Utrygheden i billeduniverset har Stian Hole ofte fået spørgsmål om:
»Men børn er ikke bange for det, de ikke forstår. De har ikke altid et ønske om, at man skal kunne forklare alt. Og så er børn lige så forskellige som alle andre mennesker. Mange undervurderer børn ved at behandle dem, som om de er én størrelse. Men heldigvis er de forskellige. En anmelder skrev om en af mine bøger om Garmann, at det er en billedbog, der ikke egner sig til børn. Hallo!!! Hvilke børn??? Hvordan ved I det? Kender I alle børn i verden?«, spørger Stian Hole og tilføjer, at hans erfaring med børn er, at de er mere ufiltrerede end voksne, og at de mere bramfrit siger fra, hvis der er noget, de ikke forstår:
»Som voksne putter vi ting i bås, og er der noget, vi ikke forstår, holder vi et skjold op som en slags forsvarsmekanisme. Ligesom når nogle voksne går på en moderne kunstudstilling og reagerer med at sige: Hvad er det her for noget? Det kunne jeg selv have lavet«.
Garmanns begyndelse
For Stian Hole var det helt naturligt at begynde udviklings-billedbøgerne om Garmann på et tidspunkt, hvor hans egen ældste søn skulle i skole. Stian Hole har tre børn. Den ældste er ti og derefter er børnene kommet hvert tredje år.
»Det er meget konkret for mig. Min dreng skulle begynde i skole. Vi sad i haven, og jeg kunne se på ham, at han gruede. Pludselig genkendte jeg den følelse. Og så ville jeg udforske, hvordan det derfra skulle gå for ham«.
Garmann er ikke Stian Holes egen søn. Han er sin egen, siger forfatteren:
»Jeg fik lyst til at vide, hvad der sker med personerne i bøgerne. Man kommer jo næsten helt ind i dem. I bøgerne om Garmann bruger jeg fotografier fra min egen og fra mine drenges barndom. Men det er kun som arbejdsredskaber, det er bekvemt at have i nærheden. Garmann ligner os ikke. Han er sig selv. For mig findes Garmann«.
Hans forfatter er iført skjorte med talrige, farvestrålende grafiske mønstre på sort bund »indkøbt til københavnerrejsen«, siger han.
Elvis og Hopper
Den æstetiske perfektionisme går igen i bøgerne om Garmann, hvoraf den næste udkommer i Norge i april. ’Garmanns sommer’ og ’Garmanns gade’ indeholder opslag, det har taget forfatteren måneder at lave.
Han har skannet gamle skoleplancher med blomster, fotografier fra sin egen familie, frimærker, blade han har fundet i Oslo, ikonbilleder af for eksempel Elvis og alt muligt andet for at skabe de billeder, man kan se i bøgerne.
»Når jeg bruger billeder af mig selv og andre, jeg kender, er det kun som råmaterialer. Nogle gange er der op til 70 digitale bearbejdninger af de billeder, som var afsættet i bøgerne. Det er ikke billeder af mig eller mine børn, man kan se. Det er billeder af Garmann«.
»I Norge har vi haft en kæmpedebat om Karl Ove Knausgård, der har skrevet romaner, som ifølge ham er selvbiografiske. Men hvis en forfatter siger, at en roman er selvbiografisk, skal du ikke stole på det. Selvfølgelig er det digtning«.
Billedbøgerne om Garmann er påvirket af, hvad Stian Hole selv har interesseret sig for.
Inden han fik sine tre børn, der i øvrigt mindsker hans lyst til at rejse i længere tid ad gangen, søgte og fik han et rejsestipendium til USA, hvor et par af hans store inspirationskilder findes:
»Skal jeg nævne en billedkunstner, jeg er inspireret af, så er der oplagt nok Edward Hopper. Jeg søgte og fik et rejsestipendium for ti års tid siden, så jeg kunne se originalerne af hans billeder og samtidig gå i fodsporene på karakteren Holden Caulfield fra ’Catcher In The Rye’ af J. D. Salinger. For mig hænger det sammen, og det var en kæmpeoplevelse«.
Vekselarbejde
Efter at have holdt sin første orlov som forfatter er Stian Hole nu vendt tilbage til sit fuldtidsarbejde som designer i virksomheden Blæst af ikke mindst bogomslag – Lars Saabye Christensen, Kjartan Fløgstad, Jostein Gaarder og Jan Guillou er nogle af de forfattere, som Stian Hole har lavet omslag til i de norske udgaver.
Det føles godt for ham at veksle mellem bundne illustratoropgaver og det frie fald, som bøgerne om Garmann er:
»Men jeg tror nu ikke nødvendigvis, at et omslags udtryk har betydning for bogens salg. Jungletrommerne om bogens kvaliteter og anmeldelserne har større betydning, tror jeg. En forfatter som Lars Saabye kunne man pakke ind i madpapir, og han ville sælge alligevel. Faktisk er det sådan, at jo længere tid, jeg arbejder med bogomslag, desto mindre tror jeg, at de har en betydning. Men det er en fantastisk glæde for mig at arbejde med dem«.
Når Stian Hole skal lave cover til en ny bog, får han lejlighed til at læse den, inden den går i trykken. Det giver ham indblik i forfatterens skriveproces, siger han:
»Dertil kommer, at opgaverne med at lave omslag har faste deadlines. Det har afleveringen af mine billedbøger ikke. Dem kan jeg aflevere, når det passer mig«.
Frimærkesamleren
I Stian Holes aktuelle bog om Garmann optræder en gammel mand, der ikke blot trøster drengen i forbindelse med ildspåsættelsen af græsset, men også ender med at blive hans ven. På trods af generationsforskellene.
Der er et billede i bogen, hvor den unge dreng og den gamle mand sidder sammen på en trappe. Deres ansigter er halvt dækkede af en mælkebøtteblomst, som har mistet kronbladene, men har de grå støvfnug tilbage.
Under næsen på den gamle løber en dråbe fugt. Drengen gør sig umage for ikke at stirre på den, fremgår det af teksten.
Hidtil har der været møder mellem Garmann og ældre mennesker i Stian Holes billedbøger. Og selv om forfatteren bliver mere og mere sikker på, at Garmann lever sit eget liv uden ham, kan han ikke sige sig fri for, at der er en – ubevidst – hensigt med, at det er gamle mennesker, der for alvor ser Garmann i bøgerne:
»Livet går så hurtigt, og det opdager man jo for alvor, når man får børn. Frimærkesamleren i ’Garmans gade’ taler om tid i tal. Han er i slutningen af sit liv. Garmann er i begyndelsen. Og jeg har da tænkt, om Garmann og frimærkesamleren i grunden er den samme person. Selvfølgelig er det efterrefleksioner fra min side. Men alligevel. De kan jo tolkes som angsten for at dø. Det gruer jeg for. Jeg ved jo, hvor heldig jeg hidtil har været i livet. Når man så selv får børn, kan det være meget skræmmende«.
Reflekterende børn
Om nogle minutter skal Stian Hole med toget. I Odense venter bibliotekarer og børnelæsere på, at han skal læse op. Og der er ikke meget, han holder mere af end at læse op for børn:
»Det fascinerer mig altid, hvilke spørgsmål jeg får. Børn ser ikke altid hele buen i fortællingen, men det gør ingenting.
Når jeg er i en skoleklasse, er der nogle dygtige elever, der melder sig med det samme. Men jeg har opdaget, at mens jeg pakker mine ting sammen bagefter, kommer nogle af de børn, der ikke har sagt noget i timerne. De sætter sig på katederet. De kigger lidt. Og så siger en af dem måske, at hun har en kat, der hedder sådan og sådan. Og at hendes far døde for ti måneder siden«.
»På en lidt snirklet måde har de noget at fortælle. Som de ikke ellers ville have sagt. Og så er det, at jeg tænker, at litteraturen måske har en rolle. Muligvis kan den åbne døre for refleksion.
Hvis den kan, er det fantastisk«.
fortsæt med at læse
