En overskrift om død og forbrydelse kan muligvis lokke læsere til disse linjer, som vil blive skuffede: Det er ikke nogen krimi, den nu 40-årige norske Joachim Førsund romandebuterer med. Men jeg kasserede mit første rubrikforslag – ’Dødsboer ryddes!’ – fordi det måske ville give andre misvisende forventninger.
Ikke desto mindre hører fortællingen her om advokaten Finn, der fra Oslo rejser hjem til sin mors begravelse, med i det kapitel af ny nordisk litteraturhistorie, som domineres så bastant af Karl Ove Knausgaards overomhyggelige selv- og dødsborengøring i ’Min kamp’. Situationen – et nært familiemedlems dødsfald – er jo også et oplagt påskud for en hovedpersons eller fortællers statusopgørelse over sit eget liv med familien. Så oplagt, at man efterhånden har lov at tænke: Nå, men har vi så ikke også snart været dér? Hvad nyt?
Debutant
Men Førsund er en ny stemme og en god fortæller; i velafvejet afveksling mellem relation og dialog afslører han et fint øre for mislyde i familiemusikken:
Distancen til lillebror Tore for eksempel. Han blev boende i den lille hjemby et sted sydvest for Larvik, men er en så stramrøvet ansvarlig – for nu ikke at sige forsmået selvretfærdig – kernefamiliefar og søn, at hans krav til facade hverken rummer overbærenhed over for faren og dennes importerede kinesiske kone, eller med moren, der flygtede fra alkoholafvænning, før hun døde i sit hjem.
Det hele oplever vi gennem storebror Finns synsvinkel og tanker, skønt han omtales i tredje person. Han er mere rummelig, for ikke at sige skødesløs. Som forsvarsadvokat har han vist jokket i det og hjulpet en fængslet klient med at flytte en bil med narkopenge, så nu står han selv til et par år bag tremmer og et liv uden bestalling.
Derfor orker han ikke at tage mobilen, når de ringer fra kontoret. Men heller ikke, når kæresten Ida ringer – hun vil ellers så gerne »være der for ham«. Ellers tak.
Finn fem fejl
Som overspringshandling påtager den studse Finn sig i stedet vikararbejde i begravelsesfirmaet og flytter ind i morens lejlighed. Hans barndomsven Freddy, et ordentligt brød af fortrængt nid, forpansret bag konventionel takt, står for den afdøde mors begravelse, men sammen skal de to bedemænd også klare andre afdøde – plus en yngre enke, hvis ensomhed står uimodståeligt godt til Finns.
Samme Finn har mere end fem fejl, men han vil ikke drøfte dem med andre. Og selv om der opstår sort komik i al denne baksen med de døde, bliver vor mand ikke just kisteglad af det.
På grænsen
Men i det bizarre sorgarbejde får han dog gennemtænkt sit nære forhold til moren og – i indklippede tankespring – stump for stump erkendt sin egen langt fra passive rolle i morens, farens og brorens liv og kampe. Samtidig skimter han også de andres medansvar og den afgørende grænse mellem tilgivelse og ligegladhed.
’Jeg kunne finde hjem i blinde’ er en stram fortælling om et brudt familiemønster som et netværk af fortrængte selvfølgeligheder og gensidig afmagt, brudt op ved den ene parts død. Og samtidig, ikke mindst mellem linjerne, om tidens tavse karrieremand i sammenbruddets spændingsfelt mellem længsel efter barndommens ømhed og den voksnes illusionsløshed.
Førsund blev årets romandebutant i Dagbladet og er værd at mærke sig – han skal nok nå længere end til at rydde dødsboer.
