En klassiker

Lyt til artiklen

Flann O'Brien (egl. Brian O'Nolan, 1911-1966) er en stor og sær irsk forfatter, som forlaget Centrum har påtaget sig at præsentere for et dansk publikum, hvorved man meget fortjenstfuldt fylder et hul i den danske bestand af udenlandske klassikere. Tidligere er udkommet romanerne 'Armods mæle' (fra 1941) og 'Den tredje politimand', som blev afvist af flere forlag i 1940 og først udkom i 1968, to år efter forfatterens død. Som den tredje i rækken af danske oversættelser kommer nu O'Briens debutroman fra 1939, 'Sweeny i træerne', der af mange kritikere betragtes som forfatterens hovedværk. Det er historien om en irsk studerende, der er ved at skrive en roman om en moderne forfatter ved navn Trellis. Trellis vil gerne skrive en roman mod synden og indforskriver til dette formål en mængde personer, hvoraf nogle er hans egne opfindelser, mens andre er lånt hos en anden forfatter, mens atter andre stammer fra Irlands vældige skat af sagn og folkeeventyr, bl.a. helten Finn McCool. Trellis er imidlertid en mand, der sover meget, og når han sover, fordriver hans personer tiden med snak, men afbrydes ustandselig af Finn, der vil fortælle historien om den trælevende galning Sweeny. På et tidspunkt gør Trellis' personer oprør mod deres forfatter, som vist nok har voldtaget en af sine kvindelige personer. Hendes kammerater beslutter at straffe Trellis og begynder at fortælle hinanden historier, hvor forfatteren bliver pryglet og pint og plaget med alskens irsk trolddom for til sidst at ende i Sweenys træ. 'Sweeny i træerne' er, som referatet antyder, en temmelig usædvanlig historie, der stiller ganske store krav til læserens opmærksomhed, overblik og - ikke mindst - sans for denne særlige form for fabuleren. Har man, hvad der skal til, belønnes man rigeligt af en forfatter (og oversætter) med en sproglig opfindsomhed og et talent for både grov og raffineret humor langt ud over det sædvanlige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her