Bent Rasmussen er bryggerens søn fra Silkeborg, der faldt i karret som lille (ligesom Obelix) og aldrig siden har glemt de berusende syner af elverfolk og gengangere. Af åmænd og åkvinder. Af vand især. Han kender også til de folk, der bor i provinsen. Bent Rasmussen kan skrive numsen ud af bukserne på enhver. I 'Stefans rejse til en død mand' fortælles om en dreng, der mister sin oldefar og finder en sød piges velduftende deodorant. Der sker såmænd ikke så meget i den lille by ved søerne, hvor alle er i familie med hinanden. Oldefar forsvinder mere og mere. Først sælger de hans tingeltangel, og så tager slagteren den gamles duer. Stefan blir sendt ud til tante Olsen med lidt arvestykker og mundgodt, og det er undervejs dertil, at Stefan falder i vandet, møder færgemanden og vandrer videre i en slags dødsrige og Paradis. Det er rimelig syret alt sammen, men Stefan møder dog sin knortede oldefar og får også opklaret, hvem Violetta egentlig var.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























