Titlen på finske Riikka Pulkkinens 2006-romandebut 'Raja' betyder 'grænser'.
Som forfatter arbejder hun med de grænser mellem mennesker, som kærligheden kan få os til at overskride, ikke alene i kærkomne brud på ensomheden, men i debutromanen vist med bl.a. en lærers og familiefars overskridelse af en afgørende aldersgrænse, da han forelsker sig i en sekstenårig; og en kvindes tilskyndelse til af kærlighed at hjælpe sin Alzheimersplagede mand af med alle lidelser.
'Raja' udkommer efter planen på dansk i 2013. Først får vi her Pulkkinens Finlandiaprisnominerede toer, om de grænser, der må overskrides for at nå frem til, hvad der er 'Sandt' om kvinderne og manden i romanens familie på tre slægtled.
Unge Anna får af sin terminalt kræftsyge mormor Elsa en betroelse: Da Annas mor og Elsas datter, Ella eller Eleonoora, var lille, havde hendes far (Annas morfar) i flere år et kærlighedsforhold til den unge pige i huset.
Siden har ingen talt om det.
Hverken morfar Martti, som er billedkunstner, hans nu døende kone, Elsa, som er internationalt anerkendt børnepsykolog, eller hendes datter Ella, der nu selv er læge, men i et afgørende afsnit af sin barndom kom i tvivl om familieforholdene, når hun var sammen med sin far og den unge pige, der så pludselig forsvandt ud af hendes liv.
Tre generationers kvinder
Eeva er den unge piges arketypiske navn, og hendes egen oplevelse af sin tragedie i 1960'erne (med indlagt blaffetur mod Paris i maj 1968) får vi som jegfortælling, indrammet af nutidens drama om hendes 'rival', Elsa, der nu nærmer sig døden med større mod og munterhed, end personerne omkring hende kan skuldre.
Men den egentlige fortæller af både 'ramme' og 'kerne' er det kunstnerisk begavede barnebarn Anna – der selv har et traumatisk kærlighedsbrud bag sig.
Den kun 32-årige Riikka Pulkkinen demonstrerer stor menneskelig erfaring og indlevelse i andre aldre og til dels også det andet køn.
Roman om tre generationers kvinder er ikke just nogen litterær nyskabelse i nordisk litteratur, men den indflettede kærlighedstragedie åbner for paralleller og gensidigt lys mellem datidens unge Eeva og nutidens Anna, særdeles dygtigt komponeret og doseret.
Måske også lidt for dygtigt? Glimtvis kan det virke mere arrangeret end oplevet, de små iagttagelser af by- eller naturdetaljer mere forstyrrende end nærhedsskabende.
Psykisk åbenhed og litterær kontrol
Som mandlig læser – og dermed i en anden patientgruppe end dén, Bogdoktoren bag på BØGER ville ordinere romanen for – har jeg da også mine forbehold over for Pulkkinens billede af den ensomme, men kærlighedshungrende mandlige kunstner omgivet af kærlige kvinder, der bærer byrden rankt eller bukker under med åbne øjne.
'Kvinder der elsker for meget', ikke helt i psykologen Robin Norwoods forstand i bogen af samme navn, altså ofre for en art 'nedarvet misbrug'.
Men kvinder, der med en af romanpersonernes ord »mener, at ingen har råd til at tilsidesætte kærligheden«, og i forholdet til manden »rejser ind i hinanden«, så man næsten kan høre, hvordan de mister deres egne grænser og overskrider den andens.
Manden når faktisk i forholdet til Eeva at protestere mod netop dét, selv om det er set fra hendes synsvinkel. Så Pulkkinen åbner diskussionen bevidst og gør det med en imponerende kombination af psykisk åbenhed og litterær kontrol.
fortsæt med at læse
