Siden jeg var lille, har jeg elsket George Orwells politiske fabel 'Kammerat Napoleon'. Længe før jeg havde noget, der mindede om politisk og historisk bevidsthed til at genkende forbillederne for de forskellige grise og det totalitære mareridt, dyrene ender i, læste jeg den igen og igen, sådan som børn gør. Og i virkeligheden er det ikke en ringe måde at læse den på. Sjovt er det naturligvis at genfinde Stalin og Trotskij (mixet med lidt Goebbels) og den sovjetiske idealarbejder, der bliver snydt, så vandet driver og til sidst solgt til slagteren for en kasse whisky, men modsat mange andre og tungere politiske bøger er 'Kammerat Napoleon' simpelthen en knaldgod fortælling, der kan læses og nydes uden forkundskaber. Historien bærer i al sin grumme enkelhed sig selv, og det er også derfor, at den i den grad har overlevet både Sovjetunionen og Nazitysklands kollaps. For ganske vist er der langt fra 'Kammerat Napoleons' grusomme verden, med bidske hunde og standretter til den moderne virkelighed, men set fra USA, hvor jeg var, da jeg genlæste den for nogle uger siden, giver Kammerat Napoleon stadig anledning til megen eftertanke. Tag begrundelsen for den enorme skattelettelse Bush-regeringen netop har fået presset ned i halsen på Kongressen, og som atter vil give de aller-allerrigeste amerikanere endnu mere i posen, på bekostning af bistanden til de fattigste. Næsten en tredjedel af den samlede skattelettelse går til den rigeste procent af befolkningen, men lovændringen blev i medierne solgt som værende til alles fordel.