Gamle menneskers hemmeligheder er godt romanstof, i hvert fald skal det tit holde for, gemt på loftet i en skotøjsæske eller som her i en håndtaske, skjult i ansigtets rynker eller som her bag bevidstløshedens glasvæg. Om romanen så også bliver god, kommer an på så meget. Bella forlader sin lægefar i 1930’ernes London for at passe lille Alessandro ved den italienske riviera. Nogenlunde samtidig ankommer fra Dublin unge Edward, der skal lære Alessandro at spille klaver.
Det behagelige liv varer lidt, så går skyerne for solen, Mussolini rører på sig, og signora, Alessandros mor, er jøde. Giver sig god tid Fra 1930'ernes Italien og et eskalerende, men ikke helt uforudsigeligt drama, der skal kulminere med flugt og flere forviklinger, springer vi til nærmeste fortid, Dublin i 1990'erne. Her søger barnebarnet Anna fortvivlet svar på sit eget kaotiske livs gåder hos bedstemor Bella, der ligger bevidstløs hen i en hospitalsseng uden nogensinde at have røbet noget om sit italienske liv for nogen. Det sidste kan være svært at forstå, men det må Anna acceptere, det samme må læseren. Herefter springes der retur til Italien med sideblikke til det øvrige Europa, nogenlunde som man kender historien. Udpenslinger er der en del af, glas løftes og sættes igen, hun siger, han siger, hvorefter den ene går op for at lægge sig, og den anden stikker i et par støvler. Fortælleren giver sig god tid. Gulnede fotografier Rollerne ligger nogenlunde fast, der er de sværmeriske (overklassekusiner), de tro (tjenestefolk), fascisterne og antifascisterne, den følsomme (Alessandro) og den svigefulde, men når det kommer til stykket retskafne og modige (Edward). Og naturligvis skrøbelige, samvittighedsfulde og tapre Bella. Men først og fremmest er der det disede dengang, følelsernes og romancernes lange tilløb, uopfyldte skæbner og forkortede livsbaner, som romanens sidste sider kan genfremkalde på gulnede fotografier. Romanen, der var indstillet til Prix L’Europeen de Litterature, kan minde om en tv-film, man engang har set, men ikke rigtig kan huske. Den kan også minde om en tv-film, man husker lidt for godt, men aldrig har set.
