Fuldstændig ufarlig børnebog kortlægger uhygge by for by

Skræmmende? Sortedamssøen er ifølge Bo Bomuld lig med uhyrer og uhygge.
Skræmmende? Sortedamssøen er ifølge Bo Bomuld lig med uhyrer og uhygge.
Lyt til artiklen

Sortedamssøen, Hotel Royal i Aarhus og Sejerø Camping lyder vel på hver sin måde som tilforladelige steder.

Men i forfatteren Bo Bomulds børnebog ’Døde børn børster ikke tænder’ er de tre lokaliteter og talrige andre i Danmark lig med uhyrer og uhygge. By for by og egn efter egn finder forfatteren på spøgelser, drilleånder, skeletter og andet, der kan skræmme sjæle eller ikke mindst friste med muntert, troldsk fordærv.

LÆS GUIDE Københavns uhyggeligste steder

Bo Bomulds idé om at lave et slags landkort over imaginært spøgeri er sjov nok, og han kommer så vidt omkring fra Skagens Museum til Øresund ud for Dragør, at næppe mange af fantasiens djævle er undsluppet hans bog.

Tilføjet et register kunne den have taget sig ud som et Spøgelsesdanmarks opslagsværk, hvor hvert afsnit har overskuelig længde. Men med fraværet af alfabetisk register og mangel på geografisk logik bliver man sendt landet rundt på må og få i genfærdshøjde.

Ujævn og knevrende

Det ville ikke have gjort noget, hvis Bo Bomuld havde mere end en drillesyg idé og en del historiske fakta at give videre her. Men det har han ikke rigtig.

Bogens højtlæsningsværdige historier er korte og få. En fortløbende handling eksisterer ikke. Og sprogligt mangler kapitlerne temposkift og større nærighed med ordene – i længden knevres der simpelthen for løst til at fastholde spændingen.

I dette tilfælde hjælper illustrationerne ikke stort med at skabe fascination. Bogen er illustreret af fotos af ujævn kvalitet, selv om gode, håndtegnede illustrationer af gespenster, havzombier og en enkelt poltergejst måske kunne have løftet helheden i ægte skræmmende retning.

Det er jo ikke så underholdende med en fuldstændig ufarlig bog om spøgelser, vel?

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her