Et sted i Merethe Lindstrøms roman 'Dage i stilhedens historie' udbryder den lettiske hushjælp:
»Norske huse er rene (...) Ligesom nordmænd«. En pudsig konstatering, som romanens kvindelige jeg ler ad, men som selvfølgelig er lige så tynget af undertekst som et helt Ibsendrama.
Vi står jo med begge fjeldstøvler solidt begravet et sted i det psykologiske ægteskabsdrama, hvor husets jødisk gifte frue burde lytte nøje efter, hvad tyendet egentlig siger. For uden at røbe det hele er denne lettiske Marija på mere end et plan imponeret af orden og 'renhed'.
Pænt og rent
Replikken er samtidig interessant, fordi den peger på noget af det ypperste ved den norske litteratur - denne grundige renskuring af sproget, den nærmest pilne akkuratesse i valg af tone og sætningskonstruktion, der kendetegner så forskellige forfatterskaber som eksempelvis Hanne Ørstaviks, Jon Fosses og altså Merethe Lindstrøms.
En underafdeling af 'den store nordiske modernisme', indbegrebet af sjælelig dybde, nøjsomt materialebrug og miljørigtig elegance - hvis vi selv skal sige det. Med 2012-præmieringen af Merethe Lindstrøms roman læner Nordisk Råd sig med andre ord op ad en smagsdom så sikker som et klippefjeld.
LÆs OGSÅ
Trygt og stilrent - på grænsen til det kedelige. Tænker man i første omgang.
Men der er et tredje forhold ved hushjælpens udsagn, det er værd at bide mærke i: det, at kvinden Eva, altså husets frue, huskertilbage på ordvekslingen med hushjælpen: »Jeg lo. Men hun var helt alvorlig. Det er sandt, sagde hun. Det er nordmænd. Altid pæne. Og rene«.
Eva er gift med Simon, som her i sit livs vinter graver sig ned i tavshed. »Måske ikke nogen klassisk demens«, lyder den usikre diagnose, alligevel er det op til Eva at tale og huske for dem begge. Hvilket lader hende tilbage med en dobbelt frustration - har manden nok så fejt valgt at overgive sig til glemslen og stumhedens ansvarsfrihed?
Og hvad forventes det, at hun stiller op med alt det, disse to 'pæne nordmænd', sammen har pakket væk i kælderen eller skrevet ud af hans jødiske barndom af hensyn til børnene eller var det nu dem selv? Hvad vil det overhovedet sige at huske? Kan Eva (og læserne) eksempelvis stole på hendes erindring om Marija?
Glemslens ensomhed
Mens den fremragende essayist Siri Hustvedt trækker eksplicit på videnskaberne i et forsøg på at indkredse hukommelsens inkonsistente, men sært poetiske beskaffenhed, lader romanforfatter Lindstrøm her med lignende intensitet og ynde en ældre akademikerkvinde gennemleve den i en art indre erkendelsesproces, hvor fortidens stemmer omsider får taletid; alt imens hun tøvende vender og drejer gulnede replikker og mørnede fotografier i protestantismens knivskarpe prisme: Løj jeg for andre, løj jeg for mig selv. Og hvad stiller jeg op med min skyld?
»Måske afleverer man skyldfølelsen i en kirke fordi man ikke ved hvor man ellers skal gøre af den«, svarer ateisten Eva nøgternt og gør selv brug af en præst, nu hvor hendes livs elskede samtalepartner svigter.
LÆS OGSÅ
For at Simon var og er elsket, og at de to spiller hovedrollerne i en slidstærk kærlighedshistorie, er det, der synes at stå tilbage som fortællingens sandhed, når alt andet smuldrer. Eller smelter sammen, hvilket jo er det, erindringer også gør, ikke mindst i et tæt og langt ægteskab.
Præcis som når Eva hører en Beatles-sang i radioen og - uden afsluttende spørgsmålstegn - noterer: »Simon elsker den sang. Eller er det mig der elsker den«. Og hvor man fristes til at foreslå kvinden det indlysende trøstende alternativ, 'vi'. Vi elsker den sang.
At sætningen (»Simon elsker«) sættes i nutid er måske fortællerens egen ubevidste trøst. Selv om elskeren og kammeraten er på vej ind i sit eget tågeland, kysser elskerinden stadig »hans kind, den bløde hud, og mærker hans kindben under (sine) læber«.
