Minna er forelsket i Lars.
Minna er komponist. Minna er ikke en dag over fyrre. Minna vil gerne involvere nogle børn. Minna er blevet slettet af Lars.
Sådan dumper informationerne om Minnas civile liv ned i korte hovedsætninger, overskueligt arrangeret på 90 luftige sider.
En læsebog for let øvede eller en snapshotroman for de travle?
Ideen er i hvert fald lige så trendy, som sms-poesi og lydbøger var det for få minutter siden. Folket fattes tid, og forfatterne og deres forlag hopper på tungen for at gøre det let for danskerne at indtage en passende dosis litteratur – hvad det så end er.
Måske kan vi snart modtage den litterære kanon via sonde?
Uhyggelig tvivl Men okay, ’Minna mangler et øvelokale’ er ikke en læsekampagne, det er en roman skrevet af Dorthe Nors. Om en kvinde, der tager til Bornholm for at synge sin kvide ud, siddende som en anden havfrue på et klippeskær; og som bogstavelig talt skal ned at vende, før hun kommer op til overfladen igen.
Havfruen slår adskillige symbolske smut med halen i romanen:
»Havfruen er våd vilje fra inderst til yderst«, lyder det bl.a., men faktisk er Minnas vandgang et af de steder, hvor Nors’ kobling af humor og rædsel balancerer bedst:
»Minna er hjemfalden nedad./ Minna vrikker med armene./ Minna vinker mod mørket./ Mørket vinker tilbage«.
Nors vrister sig nemlig her fri af realismens favntag og sår pludselig (lidt) uhyggelig tvivl om, hvad vej strømmen mon går.
Litterær styling
I tvivl er man ellers sjældent på fodrejse med Minna, der bakser så såre velkendt med at finde hoved og hale på sig selv, hvis informationsalderens distante omsorg da ellers lod hende en stund i fred:
»Minna kigger ned i sin rygsæk./ Mobilen ligger dernede./ Elisabeths navn dunker som en vred arterie«. Hvordan ser ensomheden ud, når man hver dag kan få venner på Facebook blot for at slette dem dagen efter igen? Hvordan står det til med fordybelsen, hvis vi aldrig når til bisætningerne i hinandens liv?
Gode spørgsmål til tiden, formuleret af en forfatter, der jonglerer hjemmevant i og med den.
LÆS OGSÅ Dorthe Nors’ greb med at benytte sig af hovedsætninger fungerer som en art litterær styling, der giver romanen en klar identitet som et stykke moderne Holbergsatire om kærlighed og indbildt travlhed. Og komiske er de stundesløse da også – »to go-kafferne« som de hedder her – selv om humoren har det med at blive lige så ferm som den fermhed, den spotter:
»Minna har ondt i sjælens solar plexus./ Minna har brug for en varmedunk«.
Minnas forfatter er for det meste sjov./ Minnas læser trænger bare til en uddybende bisætning eller to.
