Sidst, vi tog afsked med strømeren og enspænderen, garderhøje og bomstærke Harry Hole i ’Genfærd’, havde han tre kugler i sig og måtte siges at befinde sig på gravens rand i en cliffhangersituation.
Pistolmanden var hans egen stedsøn med kæresten Rakel, den narkotiserede og traumatiserede Oleg. Der var endog flere løse ender i en meget snoet og speget sag, hvor de onde lo, og de gode græd. Politiets top var gennemført korrupt, banderne hærgede gaderne i Norges hovedstad og som sagt:
Harry syntes at være sendt til de evige politimarker med akut blyforgiftning.
Krimiens fascination Her i tiende bind om Harry, ’Politi’, er det svært at sige for meget om hans nuværende skæbne i et bind på over 500 sider. Fordi den er en del af krimiens fascination og puslespil, fermt og drilsk vævet ind i dens mystiske og bevægende intrige, som evident har spind og tråde tilbage til forrige opus. Men læseren kan selvfølgelig godt sige sig selv, at vi taler ikke om en mastodontisk nekrolog. Så uden ord om Harry vikles vi fra første side ind i en række bestialske mord. På politifolk, som på forne åsteder for uopklarede sager i Oslo hensynsløst med et stumpt våben bliver slået til makrel i tomatsovs.
Holes gamle venner, politikorpsets musketerer m/k, med den solide strømer Gunnar Hagen i spidsen sættes ind. Men trækkes også tilbage af den sleske overskurk Mikael Bellman, politimesteren med gustne hensigter, sidespring og grumme ting i skabet.
Ikke mindst sammen med hans sadistiske underhund Truls Berentzen, der går til hånde, når noget skal forsvinde. Fra jorden for stedse.
Skandinaviens elite
Lad det være klart fra start. Jo Nesbø er en gudsbenådet tryllekunstner og taskenspiller, som med sin egen 1800-talsagtige uforudsigelige føljetonteknik og episke staccato har skrevet sig op til at være en af Nordens bedste forfattere i genren.
Hans plot er rene labyrinter, hvor du aldrig ved, hvor du er, ja, gentagne gange forføres videre på usikkerhedens fatale og uforsonlige tilfældighed. Nogle dør brat og gerne bestialsk og brutalt på den kvalme, anstødelige og lige lovligt makabre måde. Mange tager anstød, bl.a. kollega Ian Rankin.
Pletvis bøder hans blodige historie patetisk og sentimentalt
Men Nesbø har det alibi, at han faktisk skriver voksne eventyr à la brødrene Grimm, hvor det grusomme og gotiske immer er til stede. Du kan kalde det for postmoderne popart. Det er hans intrigante styrke, men er sådan set også blevet hans akillessene. Her i hvert fald.
LÆS OGSÅ
Fordi pletvis bøder hans blodige historie patetisk og sentimentalt på kanten til narrativ sukkersyge. Et eller andet sted hænger der en Lily-model på knagen, og hastemte kirkeklokker lokker. Hvilket desværre skæmmer Nesbøs særegne groteske stil uden hæmninger for ondskabens fantasi og uhyggens opfindsomhed.
Jos styrke
Samtidig snydes der nu og da hidsigt med sprogets logistik, tilsat mere eller mindre skæve og diffuse metaforer. Som når det hedder, at en person er »lige så kristen som en kemisk formel«. LÆS OGSÅ Nuvel – når det er sagt, kritik forstummet, så er ’Politi’ en tour de force på det, Nesbø kan: skrive af karsken bælg og forrygende flot med flere plot i spil. På så mange sider, at læseren må ofre nattesøvn, rast og ro. Et langt stykke ad vejen.
Thi tiende bind når ikke helt så spændstigt, vedkommende og spændende i mål som andre bind i serien. Alligevel ved vejs ende synes der at tegne sig andre åbne stier ind i mørket. Fortsættelse må vel følge?
