Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Afmagt. Daniel Dencik afslutter romanen med en kodet meddelelse fra Alexander til de svenske børn: »Jeg elsker jer, og jeg venter«.
Foto: Per Folkver

Afmagt. Daniel Dencik afslutter romanen med en kodet meddelelse fra Alexander til de svenske børn: »Jeg elsker jer, og jeg venter«.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Dencik angriber det dehumaniserede Sverige i fremragende roman

Daniel Dencik skriver med storladen patos om en fars afmægtige kamp for sine børn.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En amerikansk stjerneadvokat med bifag i creative writing kunne ikke have gjort det bedre: skrevet Daniel Denciks forsvarstale i den sag om forældremyndighed og samvær, der udgør kernen i romanen ’Anden person ental’.

Så blæret er Denciks brug af retorikkens klassiske virkemidler, at man efter sidste side må knalde hammeren i bordet og gøre kort proces: seks hjerter for teksten som forsvarsskrift og fuld forældremyndighed til Alexander, den i København bosiddende far, der kommer så gruelig galt af sted i det åndløse svenske retssystem, at det burde udløse en ny svenskekrig.

LÆS OGSÅ

Allerede før udgivelsen har forfatteren og filmmageren Daniel Dencik her i avisen delt ud af sin harme, i forhold til hvordan svenskerne har syltet, forhalet og mishandlet hans egen sag om samkvemsret med to børn – selv efter at anklagerne om vold og incest blev frafaldet.

Han har tilmed erklæret, at romanen er hans alternativ til et debatindlæg om det dehumaniserede Sverige, der har fravalgt anstændighed i familiesager ved at vælge hensynet til fædre og dermed børn fra.

Hvem er hvem?
Hårde ord, der for så vidt kunne stå som Denciks eget furiøse opråb, hvis altså ikke romanen lagde sig så snublende tæt op ad den sag, Dencik udlægger som sin egen.

Og det er selvfølgelig lige her, de første læsestrategiske kvababbelser indtræder, for hvem fanden er Alexander, og hvem fanden er Daniel i dette rodsammen af fiktion og fakta, der lige for tiden går som varmt brød under den glade fælleshat autofiktion?

Hvad siger modparten, Sverige og børnenes mamma, til deres forsvar? Og hvorfor kan man aldrig mere læse en skønlitterær tekst rent og uhildet uden belastende viden om biografiske omstændigheder, sådan som litteraturkritikken i det mindste foregøglede at gøre engang?



På den anden side: Lidt realitysnask er selv en loren anmelder til fals for. Eller sagt med andre ord: Det dobbelte læsespor, læseren af ’Anden person ental’ sætter af fra, afstedkommer foruden irritation også en indre etisk disput med underholdende kvaliteter undervejs. Er det sandt? Kan et justitsmord så let finde sted – i Sverige? Og hvorfor er alle sagsbehandlerne humorforladte kvinder?

Men lad os for eksperimentets skyld prøve at skille sporene ad og se på, hvad henholdsvis forsvarsskrift og roman kan.

Velformuleret forsvarstale
Som nævnt er Daniel Dencik en knivskarp retoriker, som derfor også ved, hvem han skal bringe i vidneskranken for at tale den desperate, men uforstående fars sag: familien, Gauguin (den tro væbner og partner i Alexanders rejsebureau) foruden en mere anonym vennekreds, der græder og »bryder sammen« på passende steder i solidaritet.

Dencik forstår også at vise sin klient fra hans bedste side, hvilket i en sag med så stort raseri- og bitterhedspotentiale først og fremmest går ud på, at den anklagede demonstrerer ikke-aggressiv adfærd:

»Jeg taler ikke dårligt om nogen«, »jeg vil aldrig gøre gengæld«, eller »Jeg vil ikke deltage i den skyttegravskrig«. Kloge udsagn fra en anklaget, som følges op af intense scener fra Alexanders hverdag, hvor navne på samtlige svenske ’instanser’ og tiltag sættes i kursiv, Bromma Stadsdelsförvaltning, S ocialtjänsten, Barnenheten osv., så fremmedgørelsen står skråt på hvidt, og vi som læsere let kan lokalisere modstander og sagsforløb måned for måned i denne ret detaljerede føljeton.

Men allerbedst mestrer forsvarsadvokat Dencik det lille trick at give os et indblik i modpartens lumpne motiver uden at trække hende gennem vidneskrankens søle. Således hører vi fra forhistorien om børnenes mor, at: »Hun kom på besøg, både i skærgården og i København, men når børnene var faldet i søvn, dukkede hun op ved min seng, en tand mere afklædt for hver gang, en tand mere ydmyget over at blive afvist«.

Et tvehovedet uhyre af hunkøn
Aha. Her har vi – måske – den egentlige årsag i al sin pinagtighed: en forsmået kvinde, der hævner sig på sin ekskæreste: kan hun ikke få hans attrå, skal han heller ikke have ’hendes’ børn ...

Alt i alt en lysende klar forsvarstale for den fredssøgende Alexander og et udspekuleret angreb på Mamma og Systemsverige – dette tvehovedede uhyre af hunkøn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som roman er ’Anden person ental’ langt hen ad vejen også fremragende. Fordi digteren Dencik, som vi kender ham fra 'Via katastroferne', viser tænder og leger med en understrøm af utæmmet vrede, der hele tiden truer med at bryde igennem en »tynd hinde af mening« og spænde ben for Alexanders mere og mere sammenbidte fredsmarch.

I romanens prolog ringer Alexanders datter ved nytårstid, da alt endnu er godt, hjem til sin mor og fortæller om et antal »selvmordsbomber«, der er blevet affyret i København, hvorefter Alexander lynhurtigt må korrigere og berolige moderen i Sverige: »Bordbomber« ...

En ildevarslende morsomhed, som dels beskriver datterens farligt fantasifulde omgang med sprog og virkelighed, dels varmer op under bombemanden Breivik, der gør sit indtog i historien på et tidspunkt, hvor Alexanders omgivelser fordrer kidnapning – action.

En ensom mands kamp
Og selv om Alexanders svar til vennerne lyder: »ikke, hvis det har med våben og bomber at gøre«, har Dencik alligevel introduceret læserne for muligheden. Udsendt en slags advarsel om, hvad den ensomme mands kamp mod systemet kan føre til.

I andre forfatteres hænder ville linket til Breivik være en uskøn uhyrlighed, men Dencik mestrer en sitrende balancegang mellem virkelighedens og symbolernes lag, der gør parallellen interessant.

Det samme gælder det »sug mod Jordens indre«, Alexander som tidens postmoderne turist kredser om, skønt de eventyrrejsende på dén rute hurtigt vil opleve, at »et voldsomt ildhav bryder ud«.

Alexander drages altså mod både eks- og implosioner, og vi drages med ham, alt imens civilisationen har sit idiosynkratiske tag i os. Men hvad holder i sidste instans en desperat familiefar fra at søge det indre 'ildhav' (selvmordet) eller bombemandens væbnede modstand?

Utilfredstillet nysgerrighed

Når romanen ikke når de seks hjerter, som jeg tidligere tildelte forsvarsskriftet, skyldes det ikke afsmag for Daniel Denciks flirt med socialpsykologiske kaosteorier, ej heller fornærmelse på hverken et broderlands eller en kønsfælles vegne, men ene og alene en utilfredsstillet nysgerrighed.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En lille ærgrelse over ikke at have fået bare en kort stund med den frygtelige mor fra Sverige. Så man ved selvsyn kunne konstatere hendes uret og derefter følge Alexander hele vejen frem til frifindelse. Det handler om tvivlens nådegave, fiktionens lille spændingsskabende tvist.

Men den kan man måske ikke forlange af en forfatter, der både vil skrive roman og skabe debat?

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden