Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

sprudlende. Klaus Rifbjerg skrev, som det passede ham, han skrev med sprog og med hele kroppen og var en mester til at sætte gang i en fortælling.
Foto: Joachim Adrian

sprudlende. Klaus Rifbjerg skrev, som det passede ham, han skrev med sprog og med hele kroppen og var en mester til at sætte gang i en fortælling.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Klaus Rifbjergs nye bog er på gaden - og får fem hjerter

Ifølge anmelderen - født 1983 - er RIfbjergs bog som et højhastighedstog. Gedunkt, gedunk, gedunk.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Tåge, nej det er ikke tåge, håret blødt, svag duft af henna eller shampoæng, de lidt flade krøller bagtil efter timerne på tuden, et tryk og den glemte, men overraskende følelse af, hvor tungt et hoved egentlig er«.

Så sanseligt og lydhørt kunne han skrive, den mand som nu desværre er død, Klaus Rifbjerg.

Hans nye bog ’Besat’med undertitlen eller genrebetegnelsen ’Fortællinger’ udkommer i dag, på 75-års dagen for den tyske besættelse af Danmark og sølle fem dage efter, at han ikke længere er.

Og var der noget Rifbjerg var, så var det dét: Han var til stede, her og der og alle vegne, levende og frem for alt skrivende helt til det aller-aller-sidste, hvilket hans bibliografi på intet mindre end 5 sider og tre udgivelser alene i 2014 vidner noget så eftertrykkeligt om.

Af sporet

Jeg må indrømme, at det altså føles mærkeligt allerede at skrive om Rifbjerg i datid, så nu skifter jeg til nutid.

’Besat’ består af små ti fortællinger, nogle af dem kun et par enkelte sider lange, andre er betydelig længere, men alle sammen har på en eller anden måde en forbindelse til den tyske besættelse under Anden Verdenskrig.

Jeg ved ikke, om det er en bestillingsopgave, og Rifbjerg har selvfølgelig altid været besat af besættelsen, men uanset hvad tænker man under læsningen ikke: bestillingsopgave. For Rifbjerg forholder sig heldigvis så frivolt til sit emne, at han så at sige lader enkelte tekster løbe af sporet. Der er ingen pligtskyldighed at spore, til tider forholder fortællingerne sig til besættelsen som en tangent til en cirkel.

Desuden er disse fortællinger heller ikke direkte forbundne, hvilket jeg synes er et plus, men det er på den anden side heller ikke sådan, at fortællingerne holdes sammen af nogle åh, så subtile og indirekte forbindelser, som man ellers ofte ser i novellesamlinger, hvor meget synes at gå ud på at introducere en særlig genstand – en hårbørste for eksempel – i én historie for så at lade den dukke op, senere, i en helt anden historie, men det afholder Rifbjerg sig altså også i det store hele fra.

Kort sagt: Rifbjerg skriver, som det passer ham. Og han skriver med hele kroppen, for eksempel med både pikken og øret. Bare se på citatet ovenfor, hvor shampooen bliver til shampoæng. Eller lidt længere nede, hvor et af Rifbjergs faste inventarelementer – toget (hvis lyd ligefrem gav navn til digtsamlingen ’Fut fut fut’ fra sidste år) – optræder: »lige nu er det bare S-toget, der kører, dagens første med sit gedunk gedunk gedunk bag gardinet«.

Eller endnu senere, i en anden historie, hvor en kvinde er ved (at være færdig med) at onanere (en anden yndlingsaktivitet i Rifbjergs forfatterskab): »Gnumf, råbte hun og gnirf og vullervullervuller«.

Helt ned på ordniveau har Rifbjerg denne særlige sensibilitet. Over for ord som: ’skinnelegeme’ eller ’alliancemarmelade’. Og så er der selvfølgelig komikken i det hele. I alle de allerede nævnte eksempler eller i en mere tør sætning som: »Manden var grim, så man nærmere efter, var han grim«.

E-t-h-u-n-d-r-e-d-e-o-g-h-a-l-v-t-r-e-d-s bøger

Nå ja, og så er der handlingen. Den er virkelig svær at referere. Historien med shampoængen handler om Dagny og Boy eller Tobias Vestbjerg og noget familie og foregår under krigen. Den centrale scene er et middagsselskab, her går snakken blandt andet på, hvem man skal være mest bange for: tyskerne eller bolsjevikkerne?

Lige præcis dette spørgsmål gøres til omdrejningspunktet i bogens længste historie, ’Sørensen’, om to nasty danske mænd, der er medlem af Hipo-korpset.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er også en kort historie om en dreng, der er bange, men ikke for det, man sædvanligvis er bange for; og én om ægteparret Ib og Muks, som finder sted i en ikke så fjern fortid; der er i hvert fald noget med nogle computere i denne lidt kafkaagtige historie om et sagførerkontor, skjult homoseksualitet og et afsluttende selvmord.

Førstnævnte indledes med sætningen »Jeg er altid bange«. Sidstnævnte med: »Han havde fem butterfly, men skulle alligevel dø«. Rifbjerg kan virkelig sparke historier i gang! Eller: Det kunne han.

I løbet af sit 83-årige liv nåede Klaus Rifbjerg at skrive over 150 (e-t-h-u-n-d-r-e-d-e-o-g-h-a-l-v-t-r-e-d-s) bøger, og jeg ved helt ærligt ikke, hvor mange der har fulgt med hele vejen, og slet ikke fra min ’generation’ fra omkring 1983. Men alligevel føles hans sidste bog ’Besat’ altså, ja, tør man sige det?, inspireret.

Også her var den Rifbjergske écriture bare sprød, skarp, grov, legesyg, sjofel, rytmisk, sanselig, erindrende, og frem for alt noget der bare gik derudad. Gedunk gedunk gedunk. Man kan sige, det var et højhastighedstog. Et tog, De Danske Statsbaner kun kan gå og drømme om. Og nu har dette tog altså tragisk nok afgivet sit sidste gedunk.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden