I1850’erne deltog en ung Lev Tolstoj i Krimkrigen. Det kom der tre noveller ud af, der beskriver det smertelige tab af Sevastopol, men som også eksploderer på papiret i en kamp mellem romantisk patriotisme og litterær realisme.
Tolstoj regnes sjældent for romantiker, men novellerne blev paradoksalt nok definerende for en særlig russisk krigsforherligende romantik. I dette betændte felt løfter fortællingerne sig til vild litteratur. De skriver en nostalgisk nationalisme så forførende og lyslevende frem, at man samtidig ser tomheden i den.
