»Og når man så kommer ind til byen igen og ser Nyboders smudsiggule, fugtplettede gamle huse stå der for enden af St. Kongensgade, kan man sgu godt miste humøret. Det er meget godt, at der dufter af rug og høst på landet, og at Rørvig kan avertere med blå gopler, men hvad fornøjelse har man vel af det herinde på brostenene«. Og så et punktum, ikke et spørgsmålstegn. Det var ikke et spørgsmål for Mogens Klitgaard, om København var Nordens Paris, som man sagde dengang, for det var København ikke. Han havde ellers sammenligningsgrundlag. Født af velhavende forældre, så forældreløs i tidlig alder og afleveret på Det Kongelige Opfostringshus i Randersgade på Østerbro. Han faldt ikke til og gik og blev ensom.
Efter skoletiden gik han til hånde hos en købmand i Trekronersgade, så blev han sendt i gartnerlære, og han brød sig ikke et hak om roer, agurker og stokroser. Men omstændighederne krævede, at han kom i lære et sted, hvor han kunne få kost og logi.
