Da den lille hvide kanin bliver født, fortryder hun det næsten med det samme. Hun hører alt for godt med sine lange ører og sin hele krop.
Det er nu tretten år siden, og igennem Anna Höglund fortæller hun – hvis det da er en hun! – om at vokse op på bar bund kun med udsigt til udsigtsløsheden. Bevares, den lille hvide kanin med de lange ører får mad og vand. Hun kommer i børnehave og skole. Hun tager S-toget, og hun bliver helt god til at sige nej og holde livet ud i strakt arm. Her er ikke noget at komme efter.
