Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kontrol. Cecilie Lind digter i 'Scarykost' om spiseforstyrrelser. Hun debuterede i 2010 med 'Ulven åd min eyeliner'. Arkivfoto: Simon Fals
Foto: FALS SIMON

Kontrol. Cecilie Lind digter i 'Scarykost' om spiseforstyrrelser. Hun debuterede i 2010 med 'Ulven åd min eyeliner'. Arkivfoto: Simon Fals

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Sproget tømmer sig som en mavesæk i digtsamling om anoreksi

Selvom det er hård kost, er konsekvensen, det bliver udført med, imponerende.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Cecilie Linds fjerde bog, der bærer den ret fortrinlige titel ’Scarykost’, fortsætter, hvor hendes forrige, langdigtet ’Strunk’ fra sidste år, slap. Nemlig med spiseforstyrrelsen, som i de skiftevis spinkle og monstrøst ekspanderende digte og tekster i ’Scarykost’ er et endnu mere direkte omdrejningspunkt end i ’Strunk’.

Scarykost er det kælenavn, spiseforstyrrelsen er udstyret med, en personifikation af sygdommen, som en del af bogens tekster tager form af lange sludrende breve til:

»Kære Scarykost// Jeg plukker en del buketter, og har ingen vase, problemer hober sig op, i det hele taget, kaput psyke sitrer, synes jeg at sige, sige dig, jeg vil gerne fokusere på hvor slem en pige jeg kan være, det kan være du ved noget om nyligt, dine kilder er uklare, og jeg tror du tordner mildere end du burde, milde mageløse!«.

Mest ubehagelig er ambivalensen, når teksterne sammenblander sygdom og sex

En kost kan selvfølgelig både være sådan en, man fejer med (og flyver på, hvis man er en heks, og det tror jeg, Scarykost er), og en kost kan være sådan en, man indtager (eller netop ikke indtager). Og som det ligger i det flertydige kælenavn, ja, bare det at have et kælenavn til sin lidelse, er det et aldeles ambivalent sygdomsforhold, bogen skriver frem.

Scarykost er både en kær ven (»love U4ever«) og en »ond dronning«. Sygdommen er både frygtet og forlenet med et intellektuelt tomhedsideal (en stræben efter at blive ren ånd!). Tonen er både alvorlig og pjattet (»Hvor svær må jeg være? Flæskesvær«).

Mest ubehagelig er ambivalensen, når teksterne sammenblander sygdom og sex, så det ikke helt er til at afgøre, om det »du«, der tiltales, er sygdommen eller en elsker. Og så opkastningen kan beskrives som en form for onani:

»Jeg fortæller dig ikke om den nærmest orgastiske eksplosion i halsen der opstår efter et lille manisk minuts stimulering af drøblen. To fingre i flittig bevægelse (jeg bryder mig ikke om at anvende remedier – fx tandbørster – kød mod kød har vist sig at være den mest effektive metode). Kaskader af klistret masse plasker ned i kummen«.

Beskrivelsen er ukarakteristisk enkel for Cecilie Linds vanlige stil, hvis både maksimalistiske og naivistiske sproglige kværnen med rimet sætningsslyng, omvendte ordstillinger, kæder af associationer og gådefulde omskrivninger ellers er normen, også i ’Scarykost’.

For mig, som godt kan finde den stil irriterende, er det dog tydeligere her i ’Scarykost’, at det ikke er nok at forstå dens massive åndeløshed med psykologiske og fysiologiske metaforer som tankestrøm og talestrøm (snakkende som en tidlig Ursula Andkjær Olsen). Teksternes tranceagtige mumlen har også noget langt mere mekanisk over sig (mere hen ad Rasmus Halling Nielsen).

Det bliver kort sagt klarere i ’Scarykost’, at den stil måske ikke så meget er udtryk for mangel på kontrol eller manglende økonomisering, som den er udtryk for overdreven kontrol og excessiv økonomisering. At den nærmere er udtryk for, at der stilles strenge regler op for sproget, og at de mange bogstavrim og ordenes spejlkabinetagtige refleksion i hinanden lægger sig et sted mellem leg og tvangshandling:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»trang er tvang og vrang og wrong, remser, jeg gentager, jeg gentager«, som der netop står om den måde, jeget med sin egen betegnelse »ekkoskriver« på.

På den måde tømmer Cecilie Lind i ’Scarykost’ mere sproget, end hun overfylder det, eller rettere: Hun fylder det, til det tømmer sig og, som bogens bulimiker, efterlades »udmattet, udtømt. Tom og ren«. Det er vel spiseforstyrrelsens poetik, en skrift, der som jeget »næres af fryd ved fravær af indhold«.

Den udmattelsesstrategi (og dens rummelighed over for det ikke altid lige skarpe sprog) kan jeg godt have det dobbelt med, men konsekvensen, den udføres med i ’Scarykost’, er imponerende nok.

Der er nærmest ingen udvikling over bogens 180 sider, bare denne sygdommens ekkoskrift med en tæthed som »en overkogt kompakt lille klejne« (som jeget et sted føler sig som), en skrift, der kompromisløst nærmer sig det ulæselige, og selv er en utyggelig, hård og skræmmende nok kost.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden