Der er bananer på forsiden af Sofie Diemers lyrikdebut, og der er bananer inde i den. Bananbøvs, bananslikkeri, at ligge i et varmt karbad som i en banan, at lægge bananer på gravstederne, banan skrevet i kondensvandet på forruden af mr. Magics bil. Der er også en mand, der næsten hedder Banan, nemlig Ban The Man, det er ham, jeget lægger bananer på gravstederne med, og ellers jævnligt lover sig selv ikke at blive forelsket i og at lade være med at skrive sms’er til.
Bananen frigøres fra sin entydige rolle som fallos, ikke, at den ikke er det (»jeg har lyst til at slikke/ på en banan«), men når jeget ligger i den, altså tager et varmt bad, bliver den snarere lige så (liv)moderagtig som den hval(bug), der også optræder i samlingen.
