0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mellem sandhed og skipperskrøner

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Denne bog emmer af en boblende, sentimental, skurrende, jovial, bomstærk og hyperfølsom stemning af livsglæde, ukuelighed og levet liv.

Thorstein Thomsens 'Bare vi har hinanden' beretter hen over 40 små kapitler om Thomsens suverænt bedste stedfar, Richard, der træder ind i hans eget og moderens liv omkring 1957.

Richard er tæppe- og støvsugersælger, levemand, fidusmager, ophavsmand til fabulerende 'tall tales' og uvederhæftige skrøner.

Han har en gudbenådet sans for at gå ind i drengen (og moderen) med træsko på, en sans for at live hverdagen op med falbelader og spilopper, og han er mere end almindeligt kærlig og nærværende.

Men han er desværre også en alkoholiseret spillefugl, og Thomsen beskriver stedfaderens gradvise opløsning og forsumpning, lige frem til slutningens usandsynligt lykkelige, men mærkeligt troværdige happy end.


Bogens gennemgående refræn er titlens 'bare vi har hinanden', og dens sprog er præget af en mundret og charmerende enkelhed, der gør det forståeligt, at Thomsen også har været leverandør af gode sangtekster.

Stedfaderen Richard minder sine steder om en krydsning af Erik Clausen med Tommy Kenter, isprængt momenter af en ubændig Frits Helmuth, men rummer midt i sine op- og nedture også nogle grimme 'sorte huller', der altid gør balancegangen på lykkens snævre line en smule usikker og labil.

Og hans stadige hang til skipperskrøner fremkalder ikke mindst hos stedsønnen en stedvis desillusion og skuffelse, når ubarmhjertige venner afslører bedrageriet.

Efter en særlig usandsynlig beretning for to måbende drenge om, hvorledes Richard og vennen Ib ene mænd afværgede tyskernes erobring af Danmark, konfronterer drengen, med øgenavnet 'Gibber', sin stedfar med vennen Svens efterfølgende afsløring.

Men i stedet for at slå det hen insisterer stedfaderen: Det faktum, at krigen aldrig opstod, gør jo netop, at ingen beretning om den kan findes, og spillet mellem sandhed, løgn og fortælling fremstilles sådan her:

»Man skulle ikke fortælle Sven alting. Han fordrejede det bare og belyste det fra alle sider og stillede åndssvage spørgsmål. Han kunne ikke holde på en hemmelighed, og hvad værre var: Han kunne ikke gemme en god historie på det sted, hvor man skulle gemme sådan én«.

Bogen her gemmer på en guldgrube af herlige anekdoter og af levende og fint sansede gengivelser af barndommens magiske møder og erfaringer med livets skyggesider og lyssider, overalt båret af en generøs, frejdig og mere end almindeligt livsstærk gestus.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu