I Los Angeles er Carol Starkey en sprængstofekspert, som engang kom for tæt ved en bombe. Den sprængte hendes kæreste og kollega i tusinde stumper og hende selv ind i døden, så hun kun klarede skærene ved intens genoplivning på stedet. Nu er hun skamferet, alkoholiseret, ensom og forladt og hutler sig kun igennem sit job som strømer på en lommelærke fuld af gin og 40 smøger om dagen. Så sker et nyt bombeattentat. En kollega dør, og man er på sporet af Mister Red, en infam bombemand, hvis højeste ønske er at blive nummer et på FBI's rangliste over fatale psykopater. Starkey får sagen nødtvungent sammen med en anden politimand, som synes lige så samspilsramt af den ekstreme virkelighed. De skal opklare en speget sag, der har flere spor og koster flere liv. Amerikaneren Robert Crais brød igennem på dansk med den effektive politithriller 'L.A. Requiem'. Den røde engel er lige så ferm og fængslende, en rigtig pageturner, som koster nattesøvn for en god portion spænding, som er stigende og original hele vejen igennem. Man mærker, at Crais har skrevet for tv, leveret manus til 'Advokaterne' og 'Hill Street Blues'-serien. Han skriver og tænker visuelt, grundigt researchet og med en scene på scene-stil, som føder filmbilleder i hjernen på læseren.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























