0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Love me, do!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ikke blot åndsepoker og storkrige, men også enkeltstående begivenheder afsætter sig i verdenslitteraturens emner og udtryk. Jordskælvet i Lissabon 1755, 'Titanic's undergang 1912. Beatmusikkens naturstridige gennembrud af finkulturens barrierer først i 1960'erne farvede herhjemme litteraturen i alle årgange fra Thorkild Bjørnvig og nedefter.

Men særligt indtryk gør sådan et fænomen selvfølgelig, hvis det falder sammen med en altafgørende individuel 'begivenhed' som puberteten. Derfor venter der en sjov opgave for dén, der vil skrive historien om nordiske drenges musikalskerotiske drømmeunivers i 1960'erne, spejlet i litteraturen.

Altså Beatles m.fl. som bindeled mellem - kun mandlige? - nordiske forfattere født mellem 1950 og 60, fra Bo Green Jensen og Bjarne Reuter over Einar Már Gudmundsson til nedennævnte to blå-gule repræsentanter. Og alle de andre, der, kulturhistorisk set, fik navlestrengen udskiftet med kablet til en elguitar.


Mikael Niemi er født i 1959, så han er syv, da hans storesøster anskaffer sin første pladespiller og en EP (dvs. single) med Elvis i rillerne på 45 omdrejninger. Nå, jegfortælleren i romanen hedder jo Matti og ikke Mikael, og begivenhederne er næppe helt dokumentfaste erindringer.

Man må da håbe, at f.eks. minderne om disse bryllupsfester og 70-års dage med bunkebranderter på hjemmebrændt har groet sig større i fantasiens og erindringens voksemedie.

Niemis roman, sidste år indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og belønnet med Augustprisen, er en halvmagisk realisme i polarudstyr:

Realistiske erfaringskerner - som drengenes bandekrige, de første kys og især kram, den unge musiklærers ankomst sydfra eller den drabelige rottefangst på akkord en varm sommer - har ligget i fortællerens østersskal og dannet form og glans, før de nu kommer ud som glitrende perler på fortællingens spinkle røde tråd.

Der snarere er ramme end tråd, antydet med titlen: Inspireret af søsterens plade ender fortælleren med først i 1970'erne at danne et rockband med tre andre knægte. Vittula er forkortet af Vittulajänkä, et boligkvarter, hvis øgenavn ordret oversat betyder Kussemosen. (Ikke at forveksle med 1970'ernes danske kvindekollektiv af samme navn).

Ind i denne testosteronturbodrøm fletter sig så skildringen af klaner og bander, familiemedlemmer og bysbørn i Pajala ved Torneälven, med midnatssol og middagsmørke. De er både svenske og finske, eller snarere hverken-eller, for de er ganske enestående i egen indbildning.

Debutromanen om egen pubertet kan enhver skrive, siger man. Niemi gør det nu bedre end enhver, og selv om det her er hans romandebut for voksne, har han offentliggjort både digte, drama og børne- og ungdomsbøger. Og det overskud af stof og stil, der truer med at løsrive de enkelte kapitler fra helheden, overbeviser om fremtidig episk bæredygtighed.


Pubertetens tab af uskyld antydes mest hos Niemi som en lidt påklistret, vemodigt tilbageskuende ramme. Hos hans ni år ældre smålandske landsmand Håkan Nesser er den i centrum for romanen, der udkom i efteråret, men fortjener omtale bedre sent end aldrig.

Fortælleren er den 14-årige Erik på ødegård-ved-sø-sommerferie med en kammerat og en nyvoksen storebror, omtrent samtidig med at Niemi & Co. studerer kønnets mysterier i norrlandsk saunakultur og husmorgymnastik.

Nesser har to dødsfald på dagsordenen: Eriks mor er ved at dø af kræft, påfaldende, men overbevisende fjernt i den fortrængningstrænede pubertetsdrengs bevidsthed. Og storebrorens rival, et dumt svin af en fodboldnationalhelt, findes dræbt ved vejen ned til sommerhuset.

Pigen, de begge vil have, er Eriks lærervikar fra skolen, hun ligner Kim Novak (kødfuldt platinkølig filmskønhed annodazumal), og sommeridyllen ved søen kalder de Genesaret (bibelsk lokalitet). Så meget for dén fikse fuptitel.

Her som hos Niemi sikrer jargonen mellem fortælleren og hans jævnaldrende kompis en støt strøm af grotesk humor og selvironi, vemodet og bedrøvelsen over de nyvoksne idolers alt for menneskelige svigt finder gode og diskrete udtryk.

Min fornemmelse er, at Nesser vellykket har gennemskrevet et gammelt manuskript fra ungdommens skrivebordsskuffe, med al den håndværkserfaring han i mellemtiden har vundet med sine romaner om kriminalkommissær Van Veeteren.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce