Sidst Henrik Hohle Hansen skrev eventyr, var det for yngre unge med 'Sebastians rejse', og endnu tidligere skrev forfatteren den legendariske generations- og skodroman 'Kære Gud, lad mig ikke dø på et lokum' om Nakskov og omegn. H.H. Hansen skriver i mange genrer, men altid indtrængende og på en syngende blanding af snusfornuft og galskab. Disse simple eventyr fra samlingen 'Det fortryllede orgel' er - fortryllende. Der er syv af dem, og det ene er mere finurligt end det forrige. Forfatteren går helt til kanten for at fylde eventyrets kåbe ud, og så forstår han alligevel at give den et vrid med hermelinsærmet, så klokkerne begynder at ringe. Det hele er tilsyneladende så underspillet og lige-ud-ad-landevejen, så fuld af tradition og arkeplots, så man nær bliver luret. 'Dum, Dummere, Dummest' er navnene på tre brødre, der drager ud i verden for at finde prinsesserne og en tredjedel af kongeriget. De får, hvad de søger, dumheden triumferer indtil de sidste linjer, hvor den går over gevind. Der er små indgange til hvert enkelt eventyr, de står på første side modsat en pæn Charlotte Pardi-tegning i sort-hvid, og det kan f.eks. være en appetitvækker som: 'Der var engang en ung kongesøn, som en heks forvandlede til en frø'. Livsklogskaben sejrer på forunderlig, buddhistisk vis i eventyret 'Ønsket' (et klassisk tema), hvor kongen ønsker, at han ikke må ønske noget. Et ønske som den venlige heks opfylder med glæde. Her er det første eventyr om to homoseksuelle prinser - det står også til allersidst - der holder så uendeligt meget af hinanden. Inden de bliver helt udstødt af både det gode og det mindre gode selskab, så sker der dog noget. Det er et eventyr, som de små bøsser og lesbiske dog næppe vil bryde sig om. Henrik Hohle Hansen fortæller ikke gammelklogt eller voksent, historierne gror ud af en undren over skæbnens spil samt detaljer i eventyrgenrens finmekanik - hvad nu hvis? - og der fortælles ligeså. Her er syv gode småpoetiske historier til opbyggelse og undren. Mindre eventyr fås ikke større!