Mennesker lystrer deres misundelse. Janteloven gælder for alle eller næsten alle. For storbonden Mads Klausen står over janteloven, han er fuldstændig ligeglad med den. Og uden mænd (og kvinder) som Mads ville Danmark gå i stå. Mads Klausen er en irriterende type, faktisk er han en skurk og havner også i fængsel i John Nehms nye roman, der udspiller sig fra 1922-30, men alligevel samler mere og mere af læserens sympati sig hos Mads. 'Som man sår' ligger midtvejs mellem kulørt folkekomedie (ligesom i 'Matador') og gedigen social realisme (ligesom i 'Matador'). Det kulørte fylder meget, her bliver snakket kælent som i gamle film med lille-mor-her og lille-søde-Kai-der. Når unge skønne mænd gør deres entre, er de »ranke« og har lyse krøller over hele hovedet. Det er kulørt, så det basker, og det skal blive meget mere kulørt endnu med ludere og en direktør, der er død på en mystisk måde, en kriminalbetjent, der bliver slået ned, kolde jordstråler og andre mystiske sager, men der er en bundlinje hos John Nehm af noget andet. Pludselig rykker han helt tæt på sine personer, både hoved- og bipersoner, og så kender han deres inderste følelser af forlegenhed, sårbarhed, stolthed og værdighed. Pludselig bliver de falset på plads i en hakkeorden, når de kommer til kort enten på grund af alder, automatisk arbejderunderkastelse, for stor skønhed eller mangel på samme. For eksempel vil Mads gerne fri til Christine, men flere gange bliver frieriet forstyrret på en ret sjov måde, og til sidst er Mads »hviskende, sammenbidt og fuldstændig ødelagt«.