Man tager en rotte, der hedder Rotto. Og en dreng, der ikke hedder noget før til allersidst. Dertil en flok røvere, der spiller kloakrock under ledelse af den frygtindgydende Ali Baba samt to ældre søstre, der bor alene og laver mad og studerer insekter. Alt sammen naturligvis nede i jorden i bosættelsen under byen. Den magiske realisme (for børn) trives også godt i Norge. 'Byen under byen' af Mari Osmundsen er en drøm om tryghed. Da drengen klatrer ned i den underjordiske verden af gange og huler med sin rotte, er det, fordi han ikke har mere at miste. Og de to venner får alt igen, de får vafler og varme, venner og enkelte små uhyggeligheder til at skærpe årvågenheden på. I denne subasfalterede verden passer man på 'byens hjerte', der skal have frisk luft. Der er rigelige lagre af mad og vin samt en større skat, og hvis det kniber, henter man noget oppefra. Solen skinner, og der er fjernsyn. Her er man i de gode drømmes vold eller som beboer på Anarkistisk Børnehjem. Det hele fortælles i et sært, besættende og ligefremt tonefald, som om det er vigtigt at forstå hele indretningen. At den på den ene side er absurd, mens der på den anden side er en tæt, logisk forbindelse imellem oppe og nede. Så kort er der altså mellem skidt og kanel. Med mange pudseløjerlige scener og et optimistisk sprog digter Mari Osmundsen et hverdagseventyr om at tro og turde. Alting hænger i luften efter endt læsning. Drengens familie. Rottens fremtid. Loftet over hulerne. Tilbage bliver et glimt af ét af de alt for mange børn, der skal være stor alt for tidligt. Drengen klarer det, fordi han har en ven. Og så skal han jo have et navn! Selv ønsker han at hedde Conan, men søster madmor tilføjer et David. Så det bliver styrke og en god sangstemme.